Hun havde egentlig vidst det længe, men havde ikke tidligere turdet gøre noget ved det. Hun var bange for at få ret, selvom hun godt allerede vidste, at det havde hun. Selvom hun havde mest lyst til at gå igen, så blev hun siddende. Kiggede på uret. Hvorfor var hun kommet så tidligt? Hun mærkede, hvordan det venstre ben begyndte at hoppe uroligt, og lod sig ikke stoppe af en ældre dames irriterede blik. Kiggede igen på klokken og sukkede. Tænkte tilbage på de gode tider, hun havde haft med sine veninder. På alle byturene, cafébesøgene, overnatningerne og al den sladder, de havde fået delt med hinanden i årenes løb.
En tåre meldte sig i den ene øjenkrop, men hun fjernede den ikke. Stirrede bare ind i den triste væg overfor, hvor solen sendte sine spæde morgenstråler ind gennem plissegardinet, og lavede et fængselsvinduelignende mønster. Hun blinkede, og tåren gled ned over hendes kind og dryppede videre ned på hendes hånd. Den hånd, der skulle have siddet en vielsesring på inden længe. Mon hun nåede at blive gift? Mon hun nåede at få børn? Hvor lang tid mon hun havde? Hun sank en klump og blinkede igen, og hendes øjne begyndte at svie, mens hun forsøgte at holde flere tårer tilbage. Hun havde grædt nok.
Endelig blev det hendes tur, og hun mærkede hvordan benene omdannedes til grød under hende, mens hun gik den lange vej til lægeværelset. Hårene i hendes nakke rejste sig, og hun kunne mærke hvordan hendes hjerte føltes som om, det ville forlade kroppen.
Hun sagde ingenting, mens lægen lavede sine tests. Hun svarede pænt og ærligt, når han stillede hende spørgsmål, men ellers var hun som forstenet. Hun vidste godt, hvad han om lidt ville sige. "Dit hjerte lyder fint". Ja, det vidste hun godt. "Dine lunger fungerer som de skal". Ja, det vidste hun også godt. "Men..." Hun trak vejret dybt. Nu kom det. Dommen, hun havde ventet på. Du er døende, du har en hjernetumor. Det er derfor, du har set lysende pletter for øjnene. Det er derfor, du har følt dig svimmel og konfus. Det er derfor, du har været så ualmindeligt træt. "Jeg tror, du lider af stress".
Hun blinkede. Stress? Nej, han måtte tage fejl. "Du fejler ikke noget fysisk" sagde han og lænede sig tilbage i stolen mens han iagttog hende, som vidste han, at hun ikke troede på ham. "Men du må passe bedre på dig selv. Har du meget om ørerne for tiden?" Hun havde nu godt nok travlt på jobbet. Og måske fik hun heller ikke sovet nok. "Eller har du været bange for at fejle noget alvorligt? For ser du, frygt kan også give stress". Langsomt begyndte det at gå op for hende, hvad han sagde. Hun blinkede, blinkede igen, og en gang mere. Så takkede hun mange gange, lovede at holde lidt fri, og gik ud ad lægens dør. Denne gang føltes hendes ben ikke som grød. Hun følte sig flyvende. Lettet.