"Ej, hold nu op, det der var da langt indenfor straffesparksfeltet!" råber Morten af fjernsynet og hamrer sin øl ned i bordet, så den skvulper ud over det hele. Hans ansigt er rødt som en tomat og røgen står ud af ørerne på ham som den altid gør, når han er utilfreds med det der sker i den kamp, han ser - hvilket vil sige nærmest hver eneste.
"Du ved jo godt at de ikke kan høre dig, søde Morten" siger jeg og stryger ham over den smule hår han har på issen. Morten ser bare irriteret på mig og tager en slurk af sin øl før han igen er optaget af kampen.
Det banker på døren, og jeg er ude i gangen på et sekund. Ude foran døren står en mand, jeg ikke kender, med en politirapport i hånden og hatten under armen.
"Kan jeg hjælpe?" spørger jeg med en spinkel stemme og folder hænderne.
"Ja" siger han og rømmer sig. "Jeg er bange for, at det her er om din bror"
Jeg stivner midt i en bevægelse. Hvad har han nu gjort, den satan! Blodet begynder at køre rundt i min krop og vreden ulmer i brystet.
"Hvis ikke jeg tager fejl, så er din bror omkommet i en nedstyrtet bygning, da han var ude med sit flyttefirma." siger manden med sænket blik uden at forsøge at se op.
Blodet stivner igen, og vreden forvandler sig til en tom fornemmelse i maven, som om der mangler et eller andet. Jeg ved bare ikke helt hvad.
"Du... du er da Theresa Gyldenholm, er du ikke? Thomas Gyldenholms bror?" spørger han tøvende og kigger op som for at forsøge at forsøge at læse mit ansigtsudtryk. Problemet er bare, at mit ansigt er ulæseligt, så han får ikke meget ud af det. T il sidst nikker jeg bare langsomt uden at jeg helt selv kan styre eller forstå det.
"Vil du have en kop kaffe?" spørger jeg fraværende, men venter ikke engang på svar, før jeg lukker døren i hovedet på ham. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg overhovedet spurgte.
Da jeg kommer ind i stuen er der mål, og Morten råber op. Han lægger ikke engang mærke til at jeg er der.
"Man siger ellers at der er så meget prestigebyggeri i København, men der er sgu en bygning der er styrtet ned over Thomas" siger jeg fraværende. Morten ser op. Nu kommer en af hans spydige kommentarer, det ved jeg.
"Det er fordi han er sådan en bondeknold, at han ikke kan passe ordentligt på vores ting" siger han og griner, mens jeg bare ser tomt ud i luften og forestiller mig Thomas under murbrokkerne.