En opgivende trasken giver genlyd i entreen, og lyden nærmer sig i takt med de sløve skridt. Jeg jubler allerede ved tanken. Så meget, som et gulvbræt nu kan.

Fødderne er langt om længe nået til dørtærsklen. Uforsigtigt, næsten ligegyldigt, og ikke det mindste undskyldende, lægger han hele sin vægt på mig. Det føles næsten, som har dagens byrder gjort ham tungere. Men ingen årsag. Livet som tilskuer i et midaldrende pars patriciervilla er da meget tilfredsstillende.

Endnu mere jubel. Nu bevæger hendes klaprende trin sig også fra entreen. Lyden er næsten lige så irriterende som følelsen af de stilethæle, der nu hviler på mig. I et kort sekund. For så tripper hun igen frem og tilbage. Frem og tilbage.
Men denne lyd får ikke lov at stå alene, for nu begynder også et af deres utallige skænderier. Fornærmelser og skældsord bliver slynget frem og tilbage. Et virvar af indtryk kastes mod mig. Tyngden af deres rastløse skridt blander sig med tramp og råb, der med sikkerhed kan høres helt ud på vejen.

Det var vist ikke det her, de havde i tankerne, da de engang for længe siden placerede mig her mellem alle de andre gulvbrædder. Da herskede en stemning af harmoni og nyforelskelse. Men mennesker har det åbenbart med at komme over det stadie. Nyforelskelsen forvandles til ligegyldighed eller måske ligefrem foragt. Men hvad ved jeg - jeg er jo fast inventar i netop deres "kærlighedsrede" og har aldrig oplevet andet.

Nu tænder han endda for tv-avisen. Som om der ikke var støj nok i forvejen. Jeg overvejer, om han forsøger at overdøve hendes skrigeri - eller bare gerne vil se på folk, der har det mere elendigt end ham. Hendes skrig stiger endnu mere i volumen, og fagterne understreger en indebrændt vrede. Jeg har allerede opgivet at finde hoved og hale i den konflikt. Han er vist også helt stoppet med at lytte. Det er nu meget befriende at være lavet af træ og slippe for al den destruktive kommunikation.

Hans fodsål får mig til at knirke, mens han krydser stuen og med et suk dumper ned i sofaen. Nu er den samtale vist slut. Hendes stilethæle hakker et par sidste fordybninger i mig, inden de forsvinder ud af rummet. Og så ud af huset, med en smækket dør til farvel. Mon hun vender tilbage om lidt? Det gør hun som regel.