"Mor, helt ærligt, hvorfor fanden kører vi så stærkt?" hvæsede Ida.
"Vi skal nå at handle ind og hjem og lave mad, inden Mathias skal til fodbold." svarede moderen tålmodigt.
"Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor Mathias ikke kan gå til sport tidligere på dagen." Ida rullede med øjnene, mens hun sagde det. Hun fortsatte stikkende: "Mathias, du behøver altså ikke se så fornærmet ud - jeg siger bare, hvad der falder mig ind. Desuden er din fodbold altså..."
"Gider I lige stoppe? Hvad vil I have til aftensmad?" afbrød moderen på sin rolige facon.
"Jeg er ligeglad, så længe der er kød." svarede Mathias lavmælt.
"Tja, vi kan sikkert ikke nå at lave noget ordentligt, før Mathias skal afsted igen jo." Idas tone var anklagende.
"Jeg finder noget kød, kan I så finde pasta? Helst ikke det der dyre noget." sagde moderen.
"Så vi må ikke få fuldkornspasta nu eller hvad? Du sagde, vi skulle være så sunde." sagde Ida højlydt.
"Mathias, vil du være sød at gøre det? Og Ida - ting koster, det vil du forstå en dag." prøvede moderen.
"Ting koster, ting koster, jeg vil være sund, nå nej, jeg har ikke råd til at være sund!" snappede Ida med et ironisk toneleje.
"Ida, du behøver ikke kigge sådan på mig. Jeg gør, hvad jeg kan for at løse problemet, men jeg kan jo heller ikke gøre det alene." svarede moderen. Hun var en tålmodig kvinde, men hun talte alligevel væsentligt hurtigere.
Idas toneleje var skingert. Hun nærmest råbte: "Så jeg må ikke få fuldkornspasta, og vi har ikke råd til at købe grøntsager eller kød? Hvordan vil det nogensinde kunne hjælpe mig?!"
Mathias, som ellers havde været passiv tilskuer til deres diskussion, rømmede sig og sagde: "Ida... please stop, det her er pinligt. Hvis du virkelig vil tabe dig, så må du selv tage noget ansvar. Du skyder altid skylden på mor, og det eneste, I diskuterer, er mad. Du kan selv prøve at starte til sport og komme ud at røre dig, i stedet for at være så pissesur over, at jeg gør det. Så kan det måske også være, at vi andre kunne prøve at tage dit vægttab lidt mere seriøst."
Idas øjne flaksede fra moderen til Mathias, og hendes ansigt blev endnu mere rødt.
"Lad os finde det kød og pasta, og så tager vi hjem... men vi må tale om det her senere." sagde moderen, tydeligt rundforvirret over Mathias' udmelding.
De to gik videre, mens Ida stod tilbage med våde øjne. Hun kiggede rundt, tørrede hurtigt øjnene og fulgte med de to andre.