Det hele går ufatteligt langsomt. Det stejler. Jeg vender mig mod hende, forgæves. Blæsten forener min ånde med evigheden i et langt, tungt pust.



Det giver et sæt, da jeg vågner til lyden af græssets rolige stilhed, gyldent, grønt. Jeg ryster drømmen af mig og tuner ind på nu. Det er lang tid siden. Det er der ingen tvivl om. Alligevel er det stadig nu, hjerteskærende nu.

"Hey! Hva så? Var du lige væk eller hvad?"
"Hvor?"
"Ja, nu lige her. Du så helt blank ud, er du Ok?

Simon er altid observant, altid lige nærværende i ligegyldige observationer, på den måde har han altid del i sandheden. Det er hans fix. Jeg vælger at give ham det.

"Ja, jeg sad lige og stenede lidt."
"Er det stadig Siri, der spøger?"
"Det ved jeg ikke? Er det det?"
"Det ved du bedst selv."
"Åbenbart ik'."
"Jeg spurgte jo bare. Vi er sgu lidt bekymrede for dig. Du falder ligesom ud af og til."

Han har ret; jeg falder ud. Eller - ud er faktisk ikke den rigtige retning, det er nærmere ind. Indad. Inderst. Det er den eneste varme, jeg har. Jeg har engang læst, at når man er ved at fryse ihjel, støder kroppen først alle ekstremiteterne væk. Til sidst er det kun de allervigtigste indre organer, der er i live, inden de til sidst også sætter ud af funktion. En funktionel organisk død. Det er, hvad det er.

"Nåh, det må du selv om så. Vi stikker ned til kiosken, skal du ha' noget med?"
"Næh, jeg klarer mig."

Simon og to andre rejser sig og går mod kiosken. Der er kun en pige og to drenge tilbage, jeg ikke kender så godt. De ænser mig ikke. Det er perfekt, jeg kan være tilstede uden at være her. Efter et par minutter kommer der en, de to drenge kender. De giver en street krammer og taler om alle mulige ligegyldige ting. Pigen kigger rundt på pladsen med en sær blanding af arrogance og underkastelse. Vores øjne mødes, de kæmper et bliks tid og skilles med uforrettet sag. Hun spejder igen. Hun er egentlig meget pæn. Underspillet med grunge på.

Simon er tilbage med posen fuld af klirrende genstande. Lyset kæmper den uundgåelige kamp med mørket, hvor alting i et vist omfang er oplyst på en tilstrækkelig low-key måde til at fyldestgøre enhver lidt bohemeagtig stemning. Jeg ved, hun bliver min i nat. Det bliver hun altid, uundgåeligt - det er det samme hver gang, hvert år, hver nat. Jeg rejser mig, går hen og sætter mig ved siden af hende, natten er ung.