Så er vi her igen. Vi sidder på de samme pladser og snakker om de samme ting.
Julepynten er den samme som sidste år og risalamanden smager lige så gustent som... ja, sidste år.
Men hey, du skal ikke misforstå mig her, jeg elsker, at det alt sammen bare er det samme.
Jeg kan godt li' at uret går den samme vej, at sovsen altid er brun og at farfar stadig har lidt ondt i ryggen. Jeg er ikke så god til forandringer. Eller, når det sker, for det gør det jo - altså forandringerne - så ville det være dejligt hvis det kunne foregå langsomt, over længere tid du ved. - Måske kunne jeg ønske mig det i julegave? Kære Julemand, mit eneste ønske til jul er..

HOV, hvad fanden foregår der!

Farmor sidder med store udspilede øjne og stirrer frem for enden af bordet. Hun ryster som en fisk på land. Mor og onkel styrter hen til hende, vælter cola og glas ud over bordet, kan man være mere dramatisk.

Hvor er den skide mandel. Jeg kan ikke engang li' risalamande. Jeg plejer altid at få mandelen, farmor ligger den i min skål, det gør hun hvert år. Forandringer du ved, jeg er ikke så god til dem. Det er måske lidt barnligt, men jeg kan godt li' at få den mandelgave. 24 chokolader, som jeg spiser imorgen. Hmm.. jeg graver videre. Kære Julemand, mit enest..

hvad fanden sker der nu! Nu ligger hun faneme på gulvet, mor græder, tante gør ingenting, hun sidder der bare helt steneren og kigger ned i risalamanden, ved hun ikke at det er mig der altid får mandlen. Nu står far og ringer i sin mobiltelefon og fægter med hænderne, øh, rimelig mærkeligt tidspunkt at gøre det på far. Trøst mor eller sådan noget. Farfar råber og vælter sin stol, calm down old man, du får bare en blodprop eller sådan noget. Nu styrter han ud af rummet, han henter sikkert min mandelgave.

Nå jo, mandlen! Jeg har ikke fundet den endnu. Jeg må hellere grave videre. Kære Julemand mit eneste ønske...