Døren blev blæst op, og lille Molly racede ind på det snehvide tæppe i stuen.
"1...2...3...4...". Celia, lille som hun var, sad i vinduet, og talte de snefnug, som landede på ruden ud til vejen. Det var første gang i flere år, at familien havde oplevet en hvid jul.
"Nu skal i have værsgo' at sætte jer til bordet... Så kommer jeg med desserten!". Katie vendte tilbage til køkkenet for at gemme mandlen i de store glasskåle fyldt med den lækreste, cremede Risalamande. Der var 2 store skåle.
"Pling." Katie så ned på gulvet. Hendes øjne spejdede over gulvet og ind i alle kroge og hjørner. Hun synes, at hun hørte noget falde til jorden.
"Nå pyt, det var sikkert ingenting," tænkte hun ved sig selv, og tog den sidste skål ind på bordet.
"Har jeg nu husket mandlen i begge skåle?" tænkte Katie ved sig selv, da hun sad ved bordet, og ventede på det kom rundt. Skeerne klirrede imod glas tallerknerne, som blev tømt og næsten slikket rene, før næste portion blev hældt på.

"Puh, så kan der ikke være mere her!", udbrød faderen. Maverne fyldte nu godt om bordet, så det var lige før, at skjorteknapperne fløj af.
"Dengang i '69 kunne jeg spise et helt fad selv..." udbrød Per.
"Smagte det som det skulle?" spurgte Katie. Hun tog det nu som et ja, nu hvor stort set begge skåle var spist op. De sad og kigge på hinanden, for nu skulle mandlerne afsløres.
"Så, frem med den så vi kan få delt pakkerne ud!", lød det fra enden af bordet. Det var lille Celia, som var utålmodig. Hendes ansigtsudtryk var helt oppe og vende, hun ville gerne have pakken, lige meget hvem, der havde mandlen.

"Blop", der kom den første ud på tallerkenen. Det var onkel Jens, som gemte på den under tungen.
"Ihh altså. Ikke igen!" udbrød alle omkring bordet. Endnu engang var det Jens, som rente af sted med den. Katie, rakte hånden over halvmuren over til køkkenbordet for at tage mandelgaven.
"Kan du komme ud, Molly!" Hun blev en smule forskrækket. Så trippede Molly ud af køkkenet igen. Med poterne plantet på tæppet, lagde hun sig for at tygge på sit bytte.
"Hun havde nok samlet det op ude i køkkenet", tænkte Katie da hun observerede Molly forlade køkkenet. Det lød lidt knasende. Hun baksede meget med den, med de små tænder.
"Sprut... krark..." Hun hostede og hakkede, og blev næsten kvalt. De manglede stadig at få fundet den sidste mandel.
"Få nu det op, hund", lød det fra bordet. Celia var sprunget ned fra stolen, for at klappe Molly. Måske det kunne hjælpe. Og SPLAT... op kom en halv gnavet slimet mandel. Lige ned på Celias sutsko.
"AD!", udbrød hun og satte sig ned for at tage dem af.
"Hvad? Køteren har taget mandlen" Per var nu godt utilfreds.
"Hvem er frisk på noget mere risalamande? Jeg har en ekstra skål, hvis vi skal putte en ny mandel i?"