Varmen rammer mig som en brændende hede. Mine øjne lukker straks i af ren refleks. Fornemmelsen af sønderskærende lys i mørket får mine øjne til at knibe sammen, selvom de nu allerede er lukket. Jeg kan mærke en kilden fra venstre tinding, den breder sig ud i mit ansigt. Min bluse klistrer sig til min ryg, det føltes koldt og klamt. Jeg sveder. En hede spreder sig i mine øjne, og jeg opfatter et sløret udsyn, mine øjne er igen åbne fyldt med saltet vand og sorg. Mit hjerte synker til bunds, og et dybt hulk finder vej fra halsen og ud. Jeg hiver efter vejret, min puls banker i mine øre som stortrommen i en skrækkelig symfoni, blodet strømmer fra mit hoved og ned. Jeg tager mig selv i at synke til jords. En dyb følelse af undergang rammer mig som et hårdt slag i ansigtet. Luften er brændende, alligevel føler jeg, at kulden langsomt æder mig op.

Tiden står stille, kun de slikkende flammer er fortsat i bevægelse. Mit hus, mit barndomshjem, alle mine minder fortæres langsomt af ustyrlige rødglødende arme. Lugten af brændt træ fylder kvarteret, og det brændende hus står i stor kontrast til nattens mulm og mørke. Jeg føler mig håbløs og opgivende. Det eneste jeg kan, er at se til mens mit hjertebarn af et hjem smuldrer i småstykker, til det ikke er andet end en støvsky af aske og brændte minder.

En let tyngde rammer mine skuldre, og et dybt suk forlader min krop. Mine arme er slynget i et fast greb rundt om mit bryst, først nu føler jeg, at jeg kan slippe grebet om kroppen. Hidtil har grebet været min sikkerhed, en sikkerhed for at jeg ikke smuldrer væk, ligesom mit hjem smuldrer væk lige foran mig, men nu hvor den lette tyngde rammer mine skuldre, kan jeg puste ud og tage mig en tiltrængt indånding. En behagelig varme breder sig langsommeligt i mine skuldre, og endnu et dybt suk forlader min krop. Jorden forsvinder under mig, tung som bly, fyldt med rædsel, forsvinder jeg langsomt i hænderne på min redning.