Det er mig, hun leder efter. Jeg er sikker på det.
Fingrene fumler forgæves efter noget i jakkelommen. En enkelt gang stryger hun mig med bagsiden af sin pegefinger, og havde jeg blot været som hende, ville jeg tage en dyb indånding som følge af overvældelsen. Med ét mærker jeg hånden spænde til, og lyset blænder mig.

Hendes kyndige hånd styrer mig, idet jeg glider over læberne i en flydende bevægelse. Jeg er betaget af den tynde hud, der let smyger sig om mig, idet hun langsomt og kontrolleret fører mig rundt. Hun ler. Vibrationerne kilder igennem læberne, og jeg kan mærke hende ryste i takt med den blide latter. Et splitsekund er jeg fuldkommen opmærksom på alle detaljer i hendes ansigt, men den unikke, enkeltstående fregne der sidder lige over tippen af overlæben, som skinner efter mit besøg, udtrykker smukkest af alt mit syn på hende. Og så er det mørkt igen.

Jakkens stof er lige nøjagtigt gennemsigtigt nok til at kraftigt lys kan skinne igennem, og intervallet mellem lysglimtene genkender underbevidstheden længe før jeg selv. Ruten har vi sammen kørt så mange gange før, men jeg tigger mine tanker om at fokusere på alt andet end endestationen.
Da jeg vågner af dvalen er mine tanker i højeste alarmberedskab.
Jeg vil fortrænge alt. Jeg vil glemme den dag hun i ophidselse fik skubbet for hårdt til natbordet, så jeg rullede imod afgrunden. Rummet snurrede. Udnyttet, tilsidesat og opgivende lå jeg der og mærkede kulden sive op igennem det blanke trægulv og forplante sig i mit hjerte.
Hvis bare jeg havde et.

Efterhånden er jeg nedslidt. Mit liv var ganske kort, men det kom næppe som en overraskelse.
Hendes bevægelser er ikke længere bløde. De er insisterende, krævende. En negl borer sig ned i mit kød. Hun flår mig itu og fordeler mine rester på sine læber med tilfredsstillelse i øjnene.
Jeg nåede at bemærke og nyde din afhængighed længe nok til selv at blive afhængig.
Det ville tage mig længere tid at sætte ord på mit liv, end antallet af de dage jeg har levet.
Alligevel føler jeg mig nødsaget til at vurdere forløbet:
ambivalent
er det første ord, der krydser mine tanker.
hvordan kan jeg leve videre
er den første komplette sætning, og havde jeg haft negle, havde jeg pint mig selv nu.

"Lad da være" mumlede hun en dag, og selvom ordene ikke var rettet imod mig, fangede hun straks min opmærksomhed; "Kærlighed er nemt at definere. Hvis du virkelig elsker, vil du være fløjtende ligeglad med hvad dine elskede foretager sig, så længe de er lykkelige. Kærlighed er uselvisk og smukt, men det er et ord de fleste misbruger."

I dag må være min sidste dag, det må det være.
Kærligheden er aldeles selvisk. Kærligheden er altfortærende og krævende. Kærligheden vil have dig til at ofre alt, og det kan jeg ikke bede dig om, så nu vil jeg i stedet bede dig om at give mig en chance for at glemme dig.