Jeg vågner med et sæt da lyset tænder. Lyden af slæbende trin og et blik ud af vinduet får mig til at konstatere, at det stadig er nat. Det bliver altså et kort visit, og så kan jeg heldigvis sove videre. Jeg kan høre, at brættet bliver slået op og, at det risler i kummen efterfulgt af et skyl. Stakkels Wera, tænker jeg, hun skal lægge krop til meget!
Hænderne vaskes og tørres og lyset slukker igen. Arhhh, det skal blive godt med nogle flere timer på øjet - det blev sent inden den sidste gik i aftes. Tanken får mig til at mindes det sædvanlige ritual inden en festlig aften. Først skal der børstes tænderne - altid et godt træk, så kan vi andre også tåle, at du kommer tæt på! Og det gør du, for nu skal ansigtet lige tjekkes for uønskede subjekter som bumser, tørre hudflager, bussemænd og hudorme - adr! jeg hader når deres klamme substans lander på mig! Heldigvis er du sød til at tørre det hurtigt af, og pudse min krop blank igen.
Så får ørerne lige en tur med vatpinde, og så er det ansigtets tur. Det bliver smurt ind i en dyr creme - kun det bedste er godt nok til dig.
Det tykke hår blæses igennem med den smarte sølvfarvede hårtørrer og derefter sat i de rette folder med indtil flere af de fine hårprodukter du ynder at bruge.
Og nu til den bedste del - altså, hvis jeg skal sige det! - duftevand... Du har en udsøgt smag, og jeg bliver nærmest blød i knæene, hvis små stænk rammer mig.
Tilsidst træder du et skridt tilbage og poserer med maven trukket så langt ind som muligt, rank i ryggen og armmusklerne spændt. Det ser nu lidt komisk ud. Slukøret puster du ud og lader kroppen falde på plads igen. Du vender dig med et suk, slukker lyset og går ud.
Indimellem, nej, ret ofte faktisk, får jeg ondt af dig. Trods alle dine forsøg på det modsatte, ender du altid med at lunte trist bort. Ihh, hvis bare jeg en dag kan få love til at sende dit dejlige smil tilbage i dit ansigt.