Jacob grinede, da han så sine kort. Indvendig latter, selvfølgelig. Anton, hans sidekammerat, havde ikke et helt så godt et pokeransigt. Han skævede lidt rundt omkring, og bed sig i læben. Sofie tændte en cigarret. Bag hendes stol hang et våben, som bare gjorde Anton endnu mere nervøs. "Gode kort, Anton?" Spurgte hun tørt. Anton grinede forsigtigt. "Vi kan altid skaffe dig et flyttefirma, når du taber." Sagde hun og forventede latter. Det var kun Søren der lo. "Kun hvis du betaler, Sofie." Sagde han og klukkede. "Det er mig, der skal starte!" Sagde Jacob og rakte hånden frem. Sofie slog den til side. "Vi skal lige have os en tår." Sagde hun. Sofie rejste sig, og gik hen til baren. Hun fandt en whisky og nogle glas. Da hun kom tilbage, smilede hun. "Nu må du begynde Jacob. Men tiden er spildt, vi ved jo godt, at Anton taber."

"Du er altså en idiot," sagde Jacob. "Tænk at du ikke lagde mærke til Sofies bluf." Han sukkede. Anton skammede sig. "Det var ikke helt så meget, jeg tabte i dag." Sagde han forsigtigt. "Bondeknold! Det er lige meget. Når du bliver ved med at tabe, så ender du alligevel med at få brug for en flyttebil tilbage til landet.." Halvråbte Jacob. Anton trak på skulderne. "Hvor meget var det du mistede?" Spurgte Jacob mere venligt. Anton sukkede. "80.000" Sagde han forsigtigt. Jacob rystede på hovedet. "Det var meget mere." Sagde han, men stak Anton en check fra sit checkhæfte. "Nu går jeg hjem." Sagde Jacob og drejede om hushjørnet.

Anton kiggede op på stjernerne. Han smilede. Hvorfor kunne Jacob ikke se det smukke i livet i stedet for altid at tænke på sine penge. Alligevel var Anton glad for Jacob. Han reddede tit hans røv i poker. "Men sådan en vinteraften kan man da umuligt overse," Sagde Anton højt. Han grinede lidt. Jo, Jacob kunne overse aftenen. Der lød skridt i sneen bag ham. Anton vendte sig om og blev ramt af skuddene. Skuddene fra Sofies automatpistol.