Nok til at slå Maggi ud også, så Vilkas ikke glimtet af håb briste i hendes øjne, som hun faldt til jorden i det morgenvåde græs, blot et stenkast fra ham. En afstand aldrig mere lukket.

Ikke nok til at dræbe, vågnede Amia, og så ragnarokket regne ild over Tir Na.

Ude af stand til at forklare sin tilstedeværelse i det fri, eller blodet på hænderne løb hun, så hurtigt benene ville bære, igennem det høje græs, mod byen, uvidende hvad hun efterlod sig. Uvidende, hvad der lå i vente. Uvidende, ikke mindst, de tre år hun lige havde mistet.