Jeg har ikke hukommelsestab. Jeg husker det hele. Jeg husker snevejret, de glatte veje og det blændende lys fra den modkørende. Han burde havde ladet bilen blive ved festen denne skæbnebeseglende vinteraften. Men selvom jeg husker det hele, er der ikke den talekonsulent i verden, der kan få mig til at fortælle, hvad jeg husker og tænker. Jeg har udtalt mine sidste ord - for altid. Jeg ligger bare der på sengen med slanger i kroppen - ude af stand til at bevæge mig, tale eller se. Men jeg har ikke ondt i kroppen mere - kun i hjertet. Det er ved at sprænges.
Jeg kan mærke Maria, der holder mig i hånden. Hun skælver, men holder tårerne tilbage for børnenes skyld. Emma er så lille, at hun ikke forstår, hvad der er sket eller kommer til at ske. Hun glemmer mig nok hurtigt igen. Noah græder. Han er fem år. Hans hulken fylder hele rummet. 'Jeg elsker dig far', råber han gennem gråden. Jeg kan høre ham, men jeg kan ikke fortælle ham, hvor meget jeg også elsker ham. Jeg græder inden i. Jeg græder ikke fordi, jeg skal dø, men fordi mine børn bliver frarøvet deres far. Hvem skal nu begejstres over Emmas tegninger? Hvem skal fortælle hende, at hun er den smukkeste pige i hele verden? Hvem skal Noah kigge ud mod, når han stolt rækker armene i vejret i straffesparskfeltet? Hvem skal fortælle ham, at han er en guldfugl, der kan blive til, hvad han vil? Der var så meget i verden, jeg gerne ville have vist dem, hvis jeg havde fået lov - så meget vi skulle opleve sammen. Den fremtid, der lovede så meget smukt og dejligt, var blot et håb, der aldrig kommer til at blive indfriet.
Den monotome bippen fra hjertemaskinen går over i en langstrakt hylen. 'Du må ikke forlade mig', bønfalder Maria, mens hun kysser min hånd. Hun kan ikke holde gråden tilbage mere. Jeg lovede hende, at jeg altid ville være der for hende. Det skær i hjertet, at jeg ikke kan holde mit ord. Hun er min bedste ven, min elsker og grunden til, at livet var lyst og smukt. Livet forsvinder ud af mig. 'Jeg elsker jer', skriger jeg lydløst indvendigt, inden jeg forsvinder og bliver blot et minde for mine børn og kvinden, der gav mig alt.
Manden i den modkørende bil brækkede kravebenet.