Jeg skulle flytte til Aarhus. Min mor var helt ude af den. Hun syntes, det var for langt væk. "Så kommer vi jo aldrig til at se hinanden!" hulkede hun.
Jeg stod med brevet fra universitetet i hånden. Kuverten lå opsprættet på bordet. På frimærket var et billede af H.C. Andersen. "I det mindste skal jeg da ikke til Odense."
"Det kan næsten være det samme." Hun lod hovedet falde, så hendes pande bankede mod køkkenbordet. Det gav en stump lyd. Heldigvis for det.
"Åh, stop med det flæberi!" Min far kom ind i køkkenet. Han havde en avis under armen. Der stod noget med en politirapport på forsiden. "Det er lige, hvad knægten trænger til." Han satte sig ved køkkenbordet og slog avisen op.
"Tak, far."
Han nikkede til mig over avisen. "Så lidt. Så kan du også komme på strøgtur. Det har de nemlig der i Aarhus. Et strøg."
"Ja, det lokker."
"Men pas på Romaerne. De stjæler, de sataner." Han slog avisen op igen og bladrede. "Det var lige godt fandens!" udbrød han øjeblikkeligt.
"Hvad er det? Politirapporten?" spurgte jeg.
"Fru. Larsens kat er død. Jeg vidste, den ikke så for rask ud!"
"Står det virkelig i avisen?"
Nu løftede min mor hovedet. Hendes ansigt var helt rødt og vådt.
"Ja, gu' fanden står det i avisen. Der er billede og det hele."
Jeg gik hen til ham og kiggede på billedet af katten. Den lå på en græsplæne med noget besynderligt stikkende ud af munden. "Hvad har den i munden?"
"Der står, det er en blæksprutte," sagde min far.
"Har Puddersukker spist blæksprutte?" spurgte min mor. "Den skulle de jo have serveret på søndag."
"Ja, det er i hvert fald for sent nu," svarede min far, rømmede sig og citerede fra billedteksten: "Vidne udtaler, det var et spruttende syn."
"Sikken syg humor!" udbrød min mor.
"Hold nu kæft, der står mere."
"Hvad står der, far?"
"Lad mig nu lige." Han rømmede sig og citerede så igen. "Familien Larsen skal dog ikke være nedtrykte. Efter at have obduceret blæksprutten, udtaler biolog, at den med står sandsynlighed har været udsat for strålingsrisiko." Min far gjorde store øjne til mig. "Det var satans."
"Så kunne de have været døde?" sagde min mor chokereret.
Min far nikkede højtideligt til hende. "Hvis det ikke havde været for Puddersukker."
"Sikken helt."
"En heltekat," sagde jeg og smilte til hende. Hun havde bestemt ikke glemt sin sorg, men lade være med at grine kunne hun ikke.
"Måske er Aarhus ikke så slem alligevel," sagde hun og omfavnede mig.