Døren smækker i bag mig, da jeg forlader taleskonsulentens kontor. Hvorfor pokker, skal det være så svært?

Af alle mennesker i hele verden, hvorfor er det mig, der ikke kan finde ud af det med at tale? Jeg har jo så meget at byde på. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle min omverden. Så megen visdom, jeg kunne bidrage med.

Nej Sådan skal det ikke være, jeg er dømt til en tilværelse, hvor jeg kan udtrykke mig nogenlunde lige så klart, som en lille baby. Måske er det svaret. Jeg skal simpelthen bare starte i en vuggestue?

Nej det går nok heller ikke, der er nok en øvre aldersgrænse for hvor gammel, man må være for at gå i vuggestue. Det var ellers en skam, jeg er sikker på, at de små babyer virkelig ville vinde meget på at lære af min visdom.

Jeg er fanget i min egen lille verden. Vil aldrig komme til at tale sådan, at voksne mennesker vil kunne forstå mig. Javist kan jeg kommunikere gennem tegnsprog, men det er nu de færreste 16-årige piger, som kan tegnsprog. Især er der en helt speciel 16-årig pige, som jeg ikke kan kommunikere med.

Cecilie, dejlige søde Cecilie.

Åh, hvis bare jeg nu kunne tale, så ville jeg spørge, om hun ville med hjem og se det sjældne frimærke, fra Thailand, som jeg har i min frimærkesamling.

"Ja, jeg ved det godt. En fuldstændig tåbelig, gammel og forældet scorereplik, men jeg har en plan med det."

Jeg ville fortælle hende, at selv om det frimærke er yderst værdifuldt, og meget smukt, så ville det aldrig blive lige så uvurderligt og smukt som hende.

"Ja, den havde i nok ikke regnet med, men selv om jeg ikke kan tale, så har jeg en hjerne, som selv Einstein ville misunde mig."

Når jeg så havde slået benene væk under hende, med min kommentar, om hendes smukke ydre, så ville jeg invitere hende på en strøgtur. Jeg ville finde den dyreste halskæde.

"Ja, jeg tror faktisk, at jeg ville betale helt op til 200 kr. for den."

Når jeg har fundet halskæden, så vil jeg sørge for, at hun ser prismærket, så hun kan se hvordan jeg flotter mig. Så tror jeg, at jeg ville smelte og vinde hendes hjerte fuldstændig. Hun og jeg ville stå der, midt på strøget, og kysse hinanden.

Ja det jo meget fint alt sammen, men det vil aldrig lykkes. Jeg vil jo aldrig kunne spørge hende, om hun vil se min frimærkesamling?"