Med dine krogede finger finder du plovmanden frem. Det kilder i syningerne når du leder efter de sidste håndører. Med et flovt blik, rækker du pengene og smækker mig i. Jeg er tyndslidt. Skjolder og mærker fra tiden der er gået, pryder min læder ryg.

Jeg har været din trofaste ven lige siden du fik din første løn. Den lå trygt i min inderlomme. De sølle 25 kroner. Jeg kan huske dengang du trak mig frem for at give en omgang til gutterne. At der endelig var moneter, skulle fejres. Du gravede længe og søgende, indtil du fandt lige penge. Man kan vel godt sige, at jeg har været din bedsteven. Stadig den dag i dag, lystre jeg dig lydigt, når de jadegrønne flasker skal betales, til trods for både minus på kontoen og din gæld ved Greven.

Jeg har bemærket at du ikke længere kigger på billedet der til højre. Når du folder mig ud, er det kun de ikkeeksisterende sedler og de få småmønter du ser. Du både ryster og rykker mig rundt. Men er der ikke mere, så er der ikke mere. Det burde du snart kunne forstå. Et suk forlader dine læber. En hverdag gjort op i kroner og ører. I jadegrønne flasker og bunden af den røde Aalborg.

Sneen falder tungt, og et par snefnug smelter mod min varme læder ryg. Det er lønningsdag, og det føles godt at være fyldt til renden med sedler. Med dine tunge skridt mod det glatte fortov, går turen mod den lokale. Varmen slår mod os, som var vi én. Jeg ligger trygt i din lomme, lidt endnu. Din hakkende og rustne stemme, raller ordene over de sprukne læber. Her føler du dig bedre hjemme, end på herberget. Men her er kun husly, mens jeg stadig bugner med sedler.

Døren bliver smækket i bag dig. Det er mørkt. Jeg har endnu engang indfundet min figur. Åle slank. Du sparker fordrukkent til sneen, inden du daser om.

Timer efter. Jorden er dækket af sne og det samme er vi. Et par unge mennesker kommer gående forbi. Jeg ser dem ikke, for jeg ligger dybt i din lomme. Men jeg hører deres løftede stemmer, og de snøvlende ord. De river i dig, men du mærker intet. Et par unge fingre fisker mig op. De er friske, og i én bevægelse åbner de mig.

Ved synet af mine tomme rum smider de, men irriteret bevægelse, mig ved siden af dig uden af registrerer at du ikke længere trækker vejret, gamle ven.