Du bedømmer mig som så mange andre har gjort før dig, alligevel kan jeg stadig ikke fordrage den følelse af at folk sætter et mærke i panden på mig, som om du skulle vide hvem jeg er?!
Mærker dine blå øjne der stirrer på min nakke, tæller til tre før jeg vender mig om mod dig, ved allerede at du vil blive blændet af mit smil og mine lyse krøller der omgiver mit ansigt, kender allerede det ord du vil stoppe mig ind under.

Vender min opmærksomhed mod vikaren der håbløst prøver at fange vores interesse, men det er sommer, når klokken ringer har vi sommerferie.
På vej hjem, mærker jeg din hånd på min skulder, du kigger på mig som om jeg er lavet af porcelæn, en lille skrøbelig blomst, som kan ødelægges på så kort tid, hvis du så mig rigtigt, ville du vide at jeg allerede er gået i stykker.

Jeg har kendt dig i så lang tid, men har aldrig haft lyst til at du skulle se mig nøgen, før nu.
Stille tager jeg din hånd, fører dig op af trappen og efterlader dig foran min værelsesdør,mens jeg hurtigt gør op med mig selv om du skal med ind eller om du skal afvises igen.

Overraskelsen er let at spore i dine øjne, da jeg brutalt skubber dig hen mod min seng.
En forrædderrisk tåre triller ned af min kind, for hvor løber du hen når du ser mig nøgen, alle de ar der er lappet sammen med had, fortvivelse, sorg og misbrugt uskyld?

Stilheden i mit værelse er så intens at jeg kan smage den, fortrydelsen strømmer ind over mig, men der er ingen vej tilbage, du har set mig.

"Er jeg stadig din lille engel?" hvisker jeg svagt. Mit tøj sidder ikke lige så godt som før, den beskyttelse det gav er væk.
Jeg kan mærke dit blik prikke mig i nakken, dine blå øjne ser på mig som om det er første gang vi står ansigt til ansigt. For første gang har jeg en følelse af at blive set,og ikke bare et klistermærke der fortæller hvilken kasse jeg hører til.