Pladsen jeg stod på var indhyllet i et orange skær og lignede mest af alt en enorm appelsin fyldt med et rekordniveau af travle mennesker. Vejret var perfekt køligt og en let brise prikkede mig lystigt i ansigtet. Netop på grund af dette kom det som et overraskelsesangreb fra højre. Jeg blev næsten skubbet omkuld af Line fra min gymnasietid.
"Hey! Jacob! Mand det' sgu da læng' siden!
Jeg vil ikke holde det skjult... men denne, 27 årige kvinde, var offer for min iver efter at finde den eneste ene, og til stadighed mit største crush og min bedste ungdomsven. Hun havde ikke ændret sig det mindste. Hendes ildrøde hår var stadig uglet, men dog elegant, ikke som mit leverpostejsfarvede der mest af alt forsøgte at ligne lort. Hun måtte have glemt alt om den måde jeg behandlede hende på i de 2½ år vi var sammen. Nu stod hun der, vaniljeis i hånden, flagrende flæsekjole med blomster der ville være rimet til i kulden samt et enormt smil der blottede tænderne i hendes spydige mund.
"Line, hey!" sagde jeg overrasket og følte mig allerede akavet.
"Hvad har du dog lavet?" spurgte hun med en let febrilskhed i stemmen. Hun lænede sig frem og krammede mig hårdt. Ordene strømmede ud af hende, men jeg lyttede ikke, havde travlt med at undgå den hvirvlende is.

Hun spurgte om vi skulle snuppe noget kaffe, på den lokale. Jeg takkede ja og tog min taske over skulderen, hvorefter jeg fulgte efter hende.
Hvordan kunne hun dog holde varmen?
Vi satte os ned i de bløde, polstrede stole på cafeen. Ordene fløj rundt i hoved på mig mens min hjerne agerede vagtselskab, og forsøgte at samle dem.
"Hvor lang tid er det siden vi har snakket?" spurgte jeg mens mine øjne forsøgte at fange hendes flakkende blik. Hun rettede hurtigt på sit hårbånd, inden hun friskt svarede.
"Alt for længe, hvis du spørger mig... men hvad har du lavet siden vi gik ud?" Mon hun havde glemt alt hvad jeg havde gjort?. Jeg skulle til at svare, men blev afbrudt af servitricen med den glohede kaffe.
"Øhm... ik' så meget... har ikke haft overblik her på det sidste". Hun kiggede på mig med stadigt stigende interesse.
Hun drak af sin lysebrune chai-latté og en behagelig varme smuttede gennem min krop. Nu måtte hun have fået varmen.
"Kan du overhovedet huske de ting jeg gjorde mod dig i gymnasiet?" sagde jeg ligeud. Hun kiggede på mig igen... denne gang som om jeg var dum.
"Alle de gange jeg forsøgte at få dig til at indse vores fælles fremtid?"
Jeg tog kaffen om til læberne, og brændte mig gevaldigt.
Jeg så hun begyndte at græde.