Her ligger jeg, midt i fuglereden og skal lige til at fortælle dig en skipperløgn. Jeg ligger og svejer fra side til side, kigger op i den skyfri blå himmel. Jeg kan tydeligt mærke nettet fra gyngen forme sig efter min krop og sydøstenvinden blæse omkring mig. Jeg svæver henover en mudderpøl. Mit ene ben hviler sig op ad et af de fire reb der holder gyngen oppe. Jeg har taget skoene af. Solen skinner på toppen af mit hovede, mens resten af min krop ligger i skygge af gyngestativet. Vimplen i flagstangen svejer let nord for mig, ligner en drage, iklædt dannebrog, der flyver forbi. En flyvemaskine efterlader hvide røgspor på himlen. Jeg lukker mine øjne let og forstiller mig fugle der synger, synger mig en sang, dog det eneste jeg hører er lyden af 4 Non Blondes og deres smukke stemmer, i mine øre, der spiller i min Ipod. "...I pray, Oh my God - do I pray. I pray every single day, for a revolution" Jeg klemmer øjnene helt sammen, solen blænder for mit syn og jeg lader mine fingre glide op og ned af min næseryg, afslappende. Jeg mærker samtidig en følelse af lethed fylde min krop, jeg svæver på en sky, i samme nu føler jeg mig i stand til at klare hele verden og ikke kun den lille kvadratmeter af mine forældres baghave som jeg så fint befinder mig i. Langt fra nærmer lugten af farm sig, så langt væk at det eneste jeg rigtig kan tænke på, er at foråret snart er på vej. Mine forældre bor på landet. Ikke den slags med flere kilometer mellem naboerne, men den slags hvor alle kender alle og hvor landbetjenten kører rundt i sin tjenestevogn, iført sin uniform og holder øje med livet der passerer på den anden side af ruderne. Sydøstenvinden blæser på mig og min skipperløgn er blot en erindring. For dette er ikke en løgn og jeg er ikke en skipper. Jeg tager mine sko på igen. Ganske langsomt tager jeg dem på, en efter en og binder derefter mine snørrebånd. Jeg smiler, for pludselig kan jeg høre en stemme jeg genkender. Jeg løber vedkommende i møde og sammen går vi med sydøstenvinden til nye horisonter. Min ungdomsven og jeg.