Jane var på vej til en af hendes patienter, som havde trykket på nødknappen. Jane var blevet ansat som hjemmesygeplejerske for den ældre rigmand, hun ankom hurtigt i dagligstuen, da hun kun havde været ovenpå. Hun så hr Kristiansen sidde i sin højryggede stol, som var den mest behagelige møbel i hele rummet og som hun vidste var mandens ynglings stol, da det havde været hans kones, der var død et par år før. Landsbysladderen gik på at han ikke havde været gammel før konen gik på, men at han var begyndt at ældes hurtigt efter hun gik bort. Jane ville ikke tro på det, men efter hun havde begyndt at arbejde for ham, havde hun set hvordan han kom til at se ældre ud for hver dag der gik. Hun gik hen til den gamle mand, da hun var kommet helt hen til ham undersøgte hun ham, mens hun spurgte ind til hvad hun kunne hjælpe med, men han kiggede blot på hende med tårer i øjnene, da hun så hvad han holdt i sin hånd, vidste hun at det ikke var noget fysisk galt. "Hr. Kristiansen, skulle vi ikke besøge kirkegården i morgen, så kunne du give din kone nogle smukke blomster" manden så på hende, med et smil om munden.

Den næste dag tog hun Kristiansen med ud, de lagde ud i den største blomsterbutik, hvor hun vidste at de kunne få fru Kristiansens ynglingsblomster, hvilket var liljer. Da de var inde i blomsterbutikken og Kristiansen var igang med at udvælge blomster, kom der en pæn nydelig mand hen til dem, han var iført politiuniform, han hilste på Kristiansen som om de kendte hinanden før, Kristiansen hilste igen og spurgte ind til om vedkommende havde lagt sin æblerovs dage på hylden, hvilket manden havde. Da manden var gået sagde hr Kristiansen at det havde været hans søns barndomsven, men også hans ungdomsven dog vidste Kristiansen at de to ikke havde set hinanden siden de forlod gymnasiet, hvilket var trist for de havde været gode for hinanden.

Da de kom ud på kirkegården blæste en sydøstenvind og de forsøgte forgæves at gå uden om alle mudderpølene, men der var en de ikke kunne gå udenom, den var for stor så de endte med at have mudder op om benene. Da de kom til fru Kristiansens grav så de at der allerede lå en buket med blomster, hvilket fik hr Kristiansen til at udstøde et lettelsens suk. Jane spurgte ikke ind til det, for hun vidste at hr Kristiansen havde frygtet at sønnen ikke længere tænkte på sin mor, og derfor ikke besøgte hende.