Kirkegården var anderledes.
Anderledes fordi den lå midt i byen.
Anderledes fordi den var gammel og i særdeleshed anderledes fordi den ikke var så forbandet velholdt, velfriseret og steril som de fleste andre kirkegårde.
De fleste så ud til at betragte den med mistro, for mig virkede det forfriskende og som en ironisk sidebemærkning til den måde Martin havde forladt denne jord. Fra støv skal du komme, til støv skal du blive. I Martins tilfælde kunne man tilføje, i støv skal du leve.
Solen var ved at gå ned bag kapellet og udsendte et lys der farvede sneen for vores fødder, en farve der kun med, lidt fantasi, kunne henlede ens tanker hen på den farve, sneen havde haft, da man fandt Martins sønderflængede lig.
Den største forskel var at den tabte kaffekop og den kaffefarvede plet af smeltet sne, der havde ligge ved siden at Martin, da de havde fundet ham, var udskiftet med et tomt Coca Cola plastik bæger, der lå og var halvt skjult i sjappet ved siden af kisten. Man kunne vel tilskrive dette Guds kunstneriske frihed.
Præsten stod og mumlede. Det var ren rutine, det var tydeligt , der var alligevel ingen der hørte efter. Alle ventede bare på at komme videre i deres liv. Væk fra kulden, væk fra sneen, væk fra en for dem ligegyldig død og ind i varmen. De havde de rigtige masker hver og en - ingen af dem det rigtige sind.
Jeg havde set det så mange gange før..begravelse i mol. Det her var en af de mest gennemførte, en af de mest sølle. Hvilket med næsten poetisk retfærdighed blev understreget af, at da den allersidste solstråle forsvandt bag kapellet, føg en kraftig bidende kold vind over kirkegården.
Måske resterne af Martins kolde sjæl, der lige sagde et sidste ironisk bidende farvel.
Hatte blæste af, en rysten gik igennem forsamlingen, og med slet skjulte blikke vendtes hoveder mod parkeringspladsen og den relative varme og sikkerhed i de parkerede, mørke tavse biler.
Skal ikke fornægte tanken også strejfede mig, men jeg holdt dog blikket for mig selv.
Jeg havde ikke kendt meget til Martin, men jeg havde kendt ham og det var nok, så jeg prøvede i det mindste ikke at spille skuespil.
Det var mere end man kunne sige om resten af forsamlingen.