Han tager min hånd og trækker mig hurtigt med. Vi må væk nu og vi ved det begge. Frosten har gjort vores kinder og hænder kolde, så hvert svirp fra træernes grene føles som piskesmæld, men vi løber videre. Skoven er det sikreste sted. Her kan vi gemme os. Tror vi. For ingen ved, om man kan gemme sig for Ham. Ingen har endnu overlevet at være hans bytte. Ingen har endnu kunnet fortælle, hvordan man slipper væk.
Vi stiller os bag en tyk træstamme og ser mod Guds mørke himmel, mens vi venter. Håber.
Og vi hører Ham komme.