Han svedte voldsomt. Ikke fordi han var varm, han var nærmest kold. Iskold. Det var frygten, som havde taget et fast greb i ham. Han kunne mærke morgenmaden var ved at tage en vandretur op fra maven og ville snart gøre det umuligt for ham at holde hovedet nede. Så ville han blive tvunget til at mase sig hen til rælingen og lade det, som mange kaldte "det sidste måltid", vælte ud af munden og ud i vinden, som forhåbentlig ikke ville returnerer det i hovedet på ham selv. Han kiggede rundt på sine kammerater. De havde været igennem meget siden de kom til England for over et år siden. De havde trænet sammen, leet sammen, været fulde sammen, i slåskamp på pubben sammen og nu stod de over for alt eller intet. Flere af mændene bad. Et par stykker sad med billederne af deres kære derhjemmefra i hånden. Nogle vandsikrede deres våben med de præservativer de havde fået udleveret inden afrejsen fra Southhampton. Men fælles for alle var frygten. Frygten for den uvisse kamp, der ventede inde på stranden. Man havde lovet dem at tyskerne ville være pulveriseret af de bombemaskiner som havde fløjet over kysten hele natten. Så det ville blive "a walk in the park", ville det ikke? Men hvorfor pokker var han og alle de andre så nervøse? Morgenmad havde heldigvis bestemt sig at tage turen tilbage til maven, efter at de var kommet ind under kysten og ind i roligere vand. Men flere havde ikke været så heldige. Instruktøren havde sagt, hold hovedet nede uanset hvad. Der var flere som havde taget den opfordring helt bogstavligt og havde kastet op, så det drev ned af dem selv og i flere tilfælde også sidemanden. Men ingen skældte ud eller blev arrige over svineriet. De sad bare som stenstøtter i båden og ventede. Ventede på signalet fra bådsmanden. Det signal de alle ventede og frygtede. Signalet til at kaste sig ud over rælingen eller frem over broen forrest i landgangsbåden. De nærmede sig nu kysten og de kunne høre kraftig maskingeværild. Det var ventet. Men hvad der ikke var ventet, var lyden af tyskernes 88 mm.kanoner. Lyden var ikke til at tage fejl af. Den kraftige, hule og dumpe lyd af kanoner der stod et stykke inde på land. Men det kunne ikke være rigtigt. De skulle jo være blevet sprængt i stumper og stykker . De havde lovet det. Overkommandoen, generalerne, deres løjtnant, ja alle havde sagt det. Lort, tænkte han. Der var nogen, som seriøst havde klokket i det. Han kunne mærke at de sagtnede farten. Mændene begyndte at blive urolige. Det var nu. Han havde mest lyst til at trykke sig ned i bunden af båden og håbe at der ikke var nogen som så ham blive tilbage. Men han havde et job der skulle gøres og han ville ikke svigte de andre. Bådsmanden råbte: "så er det nu, gutter. Ud med jer" og han sænkede rampen. Herfra var der ingen vej tilbage.