Hendes åndedrag var let, hun havde ligget vågen længe, solen sneg sig ind mellem sprækkerne i gardinet.
Minderne om aftenen før kom kravlende som skygger langs panelet, hendes mave vendte sig og hun var bange for at aftenens middag var på vej op.
Hun tog sig forsigtigt til halsen.....for langsomt at fyldes med foragt, hun rystede, han havde engang sagt han elskede hende, nu var der kun smerten tilbage. Smerten i hendes bryst borede sig ind som knive.
Forsigtigt steg hun ud af sengen, hun slæbte sin forslået krop ud på badeværelset, hendes stakkels hjerte bankede som det var ved at eksplodere, med lukkede øjne stod hun foran spejlet, da hun åbnede dem mødte der hende præcist det syn hun frygtede, han havde banket hende til ukendelighed.
Alt dette kun fordi han fyldtes med vrede og galsskab når ting i hans liv ikke gik efter bogen, de havde kendt hinanden i 1 år. De havde aldrig snakket om at få børn, hun kunne jo ikke gøre for det, hun skælvede da hun tænkte disse tanker, hun var jo ikke blevet gravid alene....
Smerterne fra hendes underliv tog til, hun havde lagt sig ned på badeværelses måtten, sammen krøllet som et foster lå hun der alene, kulden bed ind i marv og ben, men hun havde ingen kræfter til at rejse sig. Hun blødte temmelig kraftigt fra sit skød, hun vidste godt hvad det betød, længslen brændte i hende, længslen efter at mærke varmen fra et andet menneske, at mærke nogen tage hende i sin favn, og fortælle hende at alt nok skulle gå.
Smerten var så stor, hun kunne mærke hver en knogle og hver en muskel i sin krop. Hun tvang sig selv til at tænke på det smukke barn hun havde båret i sin mave, hulkene overtog hendes krop som bølger, og endte som lange hjælpeløse skrig.
Hvorfor havde han ikke bare slået hende ihjel,
Hun forstod ikke hvordan kærlighed, kan vende sig så hurtigt til had og smerte.
Selv tårene der faldt på hendes kind føltes som glasskår de gjorde ondt, hun var træt af livet, hun så ikke lyset længere.