I sommers var jeg i Italien, nær ved Toscana. Jeg kan huske det ligeså tydeligt. Jeg stod i vandkanten og reflekterede over de ting der var sket, og skete i mit liv lige nu. Tårerne blev til ét med havet, og forsvandt langsomt ind i bølgerne, der skummede over mine bare tær. Alt kunne bare være ligegyldigt. Jeg tænkte i tomrum. Der var ingenting der ville gå op i mit hoved. Det væltede ud med tårer nu, jeg kastede mig ned i sandet, og lå og kiggede op på den stjerneklare nattehimmel, imens vandet flød hen over fødderne på mig, og tårerne trillede ned ad kinden på mig.

Næste morgen vågnede jeg, helt tør om munden, og med sand over det hele. Det var en varm morgen, 34 grader tror jeg. Jeg rejste mig, og gik tilbage til huset vi havde lejet. Mine forældre var ude og cykle på deres racercykler, som de også er vant til at gøre derhjemme, mens min bror badede i poolen med hans ven Tobias. Jeg lagde mig i liggestolen nær poolen, tog musik i ørene og begyndte igen at tænke over det. Hvordan ville det blive når jeg engang kom hjem, ville det kunne fungere?

Jeg savner ham, hans øjne, hans smil, den måde han altid kigger på mig, så jeg bliver blød i knæene og svæver på en lyserød sky, den måde han kærtegner mig på, den måde vi kysser hinanden på, når vi fjoller rundt, når vi er seriøse. Jeg savner. Bare ham. Et stort ham.

Jeg ville ønske der var en anden vej uden om dette her. Men der er en grund til vi er landet her. Er der ikke? Alt i livet er valg og beslutninger man selv tager, og man er selv herre over hvem man er og hvem man bliver. Vi tog et valg. Et valg som vi i sidste ende vidste ville gøre ondt. Men jeg ville ikke være foruden det, for uden ham, ville jeg ikke være den jeg er i dag, og det er jeg evigt taknemmelig for.

Men det er bare den irriterende afstand, der ødelægger det hele.