Hvorfor var han ikke sammen med mig? Hvorfor hende? Når jeg snakker med mine veninder om det, begynder de bare at grine. Jeg griner med og tager imod det drilleri som kommer, men jeg kan ikke slippe den følelse af at være fortabt. Jeg er rigtig gode venner med ham, men jeg er bare så forelsket, jeg tør ikke engang at sige det til ham. Når vi er sammen snakker han meget om hende.

Jeg kom i skole som jeg plejede. På cykel. Jeg tog min taske fra min cykel og gik ind i klassen. Da jeg kom ind gik jeg hen til min plads for at sætte min taske. Jeg havde ikke set at der var nogen inde i klassen, men det var der. Han stod lige der. Lige foran mig. Jeg tabte næsten pusten. Han stod foran min plads med hende foran sig. Jeg tabte min taske med et brag, og skyndte mig ud. Jeg kunne mærke den vrede som spredte sig i mit bryst. Det var underligt for jeg havde været forelsket før, men jeg havde aldrig oplevet sådan en følelse. Jeg hørte en kalde efter mig, men jeg ville ikke standse. Tænk at de stod inde i klassen og kyssede som om ingen kunne se dem. Jeg tænkte lidt over det, ”jamen de troede jo også at der ikke var nogen, og så kommer jeg ind… hvorfor?”
Jeg vidste godt at jeg var jaloux, og nok også urimelig overfor ham, men jeg var ligeglad. Jeg vidste godt at de var begyndt at komme sammen, men når jeg tænkte på ham var jeg på en lyserød sky. Jeg faldt ned med et kæmpe brag da jeg så dem sammen.
”Nu må du lige tage dig lidt sammen! Du ved også hvad dine venner vil sige ikke? Nåhr nej de vil jo bare grine af mig som de plejer… hvorfor sider jeg har og snakker med mig selv? Jeg må være blevet sindssyg, nogle kan måske høre mig.” Jeg skyndte at kigge mig om for at se om der var nogle som lyttede, men jeg var helt alene.
Jeg ved ikke hvor længe jeg sad alene krummet helt sammen, med tårende løbende ned af mine kinder. Jeg kunne høre at der var en klokke som ringede et sted, men det virkede bare så fjernt. Jeg satte mig helt op og fik lige lidt styr på mig selv, jeg tjekkede min mobil for at se hvad klokken var. Jeg fik et chok over at klokken allerede var tolv, og opdagede at jeg var sulten. Jeg gik stille ned mod klassen, med armene slaskede ned af siderne. Da jeg kom ind så jeg dem på hver deres plads, og jeg kunne mærke vreden fylde mig igen, som om jeg var ved at eksplodere. Med et havde jeg lyst til at flygte ud af klassen igen, men jeg ville være stærk. Godt nok følte jeg mig forrådt, men jeg blev nødt til at klare det!