Jeg vågner under øjenlågene. Jeg kan mærke solen. Jeg åbner øjnene, og rigtig nok, står verden der stadig. Det kan jeg ikke forstå. Jeg kan ikke forstå at denne verden, dette univers, hele dette tomrum af energi ikke hører op med at eksistere. Vi er mærkelige tingester, der danser rundt og tænker, og lever i et stort, sort rum, der strækker sig uendeligt. Vi lever på en kugle, der sammen med andre kugler svæver rundt om en større og oplysende kugle. Vi lever, vi drømmer, vi leger, vi ler og vi føler... Men hvad er vi, og hvad er det, vi lægger i? Det er der ingen, der har kunne forklare - ingen - og alligevel, stopper det aldrig med at være til. Det bobler nede i maven, sitrer i sjælen, og pulser i hjertet, når jeg tænker over hvilken gave af en illusion, et fantasirum, et legeunivers, vi hver dag får skænken, uden grund, uden tøjler, frit til at gøre hvad end det er, vi vil med det. Er jeg den eneste, der reagere på det her?? Er jeg den eneste, der registrerer at vi er vidner, til et vidunder vildnis af en verden? Er jeg den eneste, der hver dag vågner, ligeså så forbavset som den forrige, fordi jeg stadig af del, af en uendelig fortælling?
I dag er en gråvejrs dag. Himlen deler samme, rensende farve. Du kender ikke til sand skønhed, før du kan genkende den på en grå himmel. Men mennesker ser ikke ud til at genkende nogen skønhed mere. Stressede, bekymrede, bange, forvirrede, frustrerede og fra alle vegne forpinte mennesker, vandrer blinde og ignorante rundt i et eventyr, de kalder og behandler logisk, når logisk er det eneste, det ikke er. Det er som om de sover.
Jeg strækker mine muskler, og rytmisk spinder de sig på plads. Min krop er let, mit sind er hævet, og min sjæl er varm. Jeg kigger ud af vinduet, og i bunden af mit udsyn, på den ydre karm, får jeg øje på en papegøje. Jeg kender ikke racen. Den er olivengrøn på brystet, gyldenorange på maven og rød i bunden. Vingerne er dybhavs blå, og hovedet er turkist. Det er den smukkeste papegøje, jeg nogensinde har set. Dens hoved er rundt og fint, og dens krop er buttet. Den kigger episk på mig. Hvad laver den her? Jeg ved den ikke kan leve i denne natur, skønt der heller ikke er så meget af den, i København. Jeg går stille hen til vinduet, vores øjne følges hele vejen. Jeg åbner det, og med samme, flyver den ind. Den sætter sig hvor der er højst, på kanten af et maleri fra min mor. Der sidder den, stadig med samme dybe blik. Jeg slipper ikke blikket, for det er som om jeg forføres, som om jeg tales til fra en anden sfære. Jeg hører en stemme, inde i mig, inde i rummet. Der indåndes liv, og der udåndes død. Eet åndedræt gennemtrænger universet. Vi er én.