Åen risler lystigt forbi. Vandet glitrer i lyset fra den højtstående sol, der lyst og lystigt kaster sit skarpe lys ned over verden og fremhæver hver en lille forhøjning og ujævnhed i landskabet.
Græsset kilder under mine bare tæer, der let og taktfast slår mod den nedtrampede jord, som jeg begiver mig ned mod det glitrende, fangende syn. Jeg kan ikke undgå at føle melankoli, når jeg ser på den smukke, men nedtrykte natur, der strækker sig ud foran mig, med så åbne arme, at jeg intet andet valg har, end at omfavne den.
Inspirationen og ordene vælter ind over mig. Åbenhed. Nærvær. Sælsomhed.
Som en hjort i skoven, smyger jeg mig let og elegant ind imellem de slanke træer, der står som en beskyttende mur, omkring det klare, uspolerede vand, der hopper og danser hen over stenene på bunden, og danner små krusninger på overfladen. Solens stråler rammer overfladen. Bryder luften, vandet, sjælen.
Forsigtigt sætter jeg mig på en lille høj i græsset. Min lette kjole, bølger på den helt rigtige måde omkring mine brune ben. En bi summer dovent forbi et sted over mit hoved, og lader sin messende lyd hænge i luften. Fylder den.
Vandet klukker, ler, op imod mig. Jeg elsker vandet. Det er åbent for enhver. Det deler sine sindsstemninger med alle, der har tid og lyst til at aflæse, afkode, dets humør. Stille vand, vand i oprør, storm.
Jeg lader mig rulle om på maven. Den opvarmede jord sender sine bløde bølger af lune op til min mave, og giver liv til de glædelige sommerfugle der bakser rundt.
Vandet kalder på mig. Lokker. Rør mig, rør mig, kalder det. Min hånd lister sig hen over de lange græsstrå, ud over den jordvåde kant, og ned i det kolde og forfriskende glædesbrus.
Vandet suger i mig. Hiver og trækker i hver en fiber i min krop, for at få mig med ned i dets magiske verden. Adræt som fisken - strømlinet og glinsende - svømmer jeg afsted med strømmen. Over mig bølger solen. Ind og ud mellem sten. Hurtigere og hurtigere. En følelse af ekstase når mig, som jeg runder hver en lille sten, uden så meget som at snitte. Let og øvet. Hvirvlende hurtig og selvsikker suser jeg afsted.
Fuldstændig kontrol. Hver skæl mærker rusen og brusen af vandet der skovles forbi mig. Ingen kan fange mig. Udødelig er jeg. Et imponerende væsen. Raffineret. Altid i mit fineste puds.

Vandets klukken tager til. Det nærmer sig et brøl. Mørket falder som et tæppe hen over landskabet, og skjuler enhver kontur. Ved bredden ligger jeg, stadig med hånden i det kolde vand. Forfrossen og blå. Livløs. Ingen følelse. En fred så smuk, så melankolsk. Fuldendt.