Antallet af samfundshjælpere har nået et rekordniveau. Gør noget godt for samfundet. Gør en god gerning. Vær et godt menneske. Hjælp andre i nød. Det pynter alt sammen på dit cv senere hen.
Mit hoved hamrer. Mine øjne svier i den tørre, kolde efterårs luft, der konstant blæser ind i mit ansigt, med en isnende styrke. Min krop føles som en tom, hul skal. Ingen følelser. Ingen meninger. Ingen retning i livet. Kun den uendelig lange trætte følelse, der fylder hele min eksistens, for hvert sekund der suser forbi. Jeg har lyst til at opgive. Bare lægge mig på jorden, lige her, lige nu. Blæse på det hele. På livet. På uddannelse. På skole.
Jeg er skoletræt. Det har jeg været længe. Alligevel valgte jeg at tage på gymnasiet. Jeg følte mig næsten tvunget. Det er en god ide at vælge gymnasiet. Det er altid godt at have noget at falde tilbage på, især når man endnu ikke ved hvad man vil arbejde med senere hen.
Inderst inde ønsker jeg ikke at arbejde med noget. Hvis bare jeg kunne være skuespiller, sanger, forfatter eller maler. Noget jeg kunne pusle med. Noget jeg ikke behøver langvarige universitets uddannelser for at gøre.
Mine hænder er dybt begravet i lommerne, høretelefonerne omhyggeligt stoppet ind i ørene, så de kan lukke verdens lyde ude. Alligevel strømmer byens lyde ind i mit hoved. Du kan lukke øjnene for verden, men aldrig lukke verden helt ude. Altid vil der falde en lille lysstråle ind ad sprækken. Den vil nå dig allerinderst inde. Den vil prøve at røre ved dig. Få dig til at føle.
Problemet er bare at jeg lader verden strømme ind, men den lader mig intet føle. Jeg føler mig psykisk og fysisk nedslidt og nedbrudt. Jeg føler mig fuldstændig som et ringvrag.
På den anden side af vejen fanger en hvirvel af farver mine øjne. Det lange lyse hår, den røde jakke, de moderigtige brune bedstemor støvler. Smilet. Både i hendes tindrende blå øjne og i hendes hvide smil. Hun var en ungdomsven. Det måtte vel være betegnelsen. Vi havde været næsten uadskillelige i det første år af gymnasiet. Vi faldt perfekt i hak med hinanden. Desværre gik det ikke. Hun ændrede sig for meget, for hurtigt, imens jeg slet ikke ændrede mig, andet end at mit sind blev mere og mere dunkelt og indadvendt.
Et flygtigt billede strejfer mit inderste sind. En stor rød brandbil med brandslangen godt bundet fast. Billedet fylder mig med nostalgi og melankoli. Brandbilen minder mig om hendes væsen. Farverig og højlydt. Flygtig, men alligevel altid der for dig, når du mest behøver det.