Hun sad i et hjørne og kiggede ud over haven. Hendes strikketøj lå i hendes skød, og brillerne sad langt ud på næsen. Hun fik stolen til at vugge hende stille. Halvfems år var mange, det vidste hun godt. En gammel dame var hun nu. Men hun havde haft et dejligt liv, fyldt med glæde og sorg. Hun havde været så smuk. I hendes silkeskjorte og strutskørt. Hun havde haft kornblond hår dengang, selvfølgelig turperet, det var jo på mode. Og hendes tårnhøje sko, som alle de andre piger faldt i, men som hun havde fuldstændig under kontrol. Hun havde været et stjerneskud. Smuk og uopnåelig.
Ja, eller det vil sige at hun havde haft noget at kører med mange drenge, men de havde skulle arbejde hårdt for at få hende. Springe omkring og gøre hvad hun sagde, give hende hvad hun ville have, også hvis de var heldige ville hun gøre lidt for dem. En lille smule, selvfølgelig. Hun lagde strikketøjet ned i kurven ved hendes side, og gav sig til at kigge rundt.
Der var fyldt med små nips ting, billeder af børnenbørnene og selvfølgelig af hendes elskede. Den så kære Frans. Han havde været anderledes. Han havde set at det hele bare var en facade, at hun gemte sig bag en maske. Hun ville ikke være et trofæ, men hun havde været for svag til at gøre noget ved det. Han havde hjulpet hende, havde taget hende til sig og elsket hende, som den hun var. Ni måneder senere kom Lea Freja, den dejligste pige på jorden.
Hun havde været så lykkelig da hun kom, så manglede der bare en dreng, også var familien perfekt. Drengen kom aldrig. Efter den ulykke der gjorde at hun ikke flere børn kunne få, forsvandt håbet om en dreng. Så i stedet forkælede de bare datteren mere. Hun smilede for sig selv, hende, Frans og Lea Freja sådan skulle det altid være. Plus selvfølgelig børnebørnene. Fem var det blevet til, og den første var nu gravid, med den første søn i fire generationer. Hun håbede at det blev en nydelig dreng, det håbede hun. Hun rejste sig og gik ind til Frans, han snorkede højt. Hun lagde sig ned og var glad og lykkelig. Halvfems år, så behøvede hun ikke mere. Hun lagde sig ned, og sov uden at vågne igen.