"Jeg kan ikke hjælpe jer" Jeg holder mig om hovedet og skriger det ud i intetheden.

"Forsvind! Jeg vil ikke have jer der!" Tårerne løber ned af mine kinder. Hvorfor er jeg også så mærkelig. Af alle mennesker, hvorfor er det lige mig det skal gå ud over? Ham med forældrene der drikker og slår, og som ingen venner har. Hvorfor skal det absolut å ud over mig? Jeg smider mig i det våde græs. Stemmerne i mit hovede skriger efter opmærksomhed. De gør mig sindssyg. De råber om hjælp, kalder på mig, fortæller om deres forfærdelige liv. Jeg kan ikke, jeg er ikke stærk nok, ved ikke hvad jeg skal gøre.

"Lad mig være! Fat det! Jeg kan ikke!" Stemmerne råber højere op, for så at begynde at dæmpe sig. Om lidt vil de komme igen, stilheden vil kun vare et øjeblik. Jeg ser ud over skovbunden, der er ingen andre end mig. Græsset er plaskvådt, det har lige regnet. Mine bukser er våde og svampe er smurt ud over dem. Jeg landede i dem. Jeg trækker vejret hurtigt, rædselslagen for hvornår de kommer igen.

Det var allerede for meget da de viste sig i mine drømme. Da de begyndte at tale til mig og vise mig ting. Jeg kunne ikke sove i flere uger, indtil jeg begyndte at bedøve min krop så meget, at det dæmpede stemmerne. En af stemmerne er tilbage. Det er en lille piges. Hendes stemme er fin som en klokke, men fyldt med sorg.

"Hjælp mig." Siger hun bedende. Jeg er stivnet, ude af stand til at kunne bevæge mig. Jeg ryster på hovedet, jeg kan jo ikke.

"Jeg kan ikke, jeg er ked af det, men jeg kan ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg gør." Jeg kan mærke at hun stadig er der.

"Du skal bare vise mig hvor lyset er, jeg kan ikke finde det." Hun lyder så lille, som en seksårig. Så uskyldig og ulykkelig.

"Hvilket lys?" Jeg føler en svag hånd på min skulder. Jeg lukker øjnene, og dér, helt ude i kanten af mit synsfelt er et lille klart lys. Det har aldrig vist sig før. Jeg begynder at ryste af skræk.

"Er det, det der lys?" Jeg hvisker ordene. Hun svarer ikke, men jeg næsten føler hende nikke. Det er som om vi er bundet sammen, jeg ved præcis hvad hun gør. Jeg ser en skygge i mit syn. Skyggen er lille, og næsten danser imod lyset. Jeg er ikke længere forbundet til nogen.

"Tak." Hvisker hun. Jeg nikker, selv om jeg ved hun ikke kan se det. Et øjebliks stilhed, så strømmer stemmerne tilbage. Jeg er bange, ved ikke om jeg kan gøre det igen. Jeg skriger.