Hvor er skovene? Hvor er træerne, buskene og de rene floder? Er det alt sammen væk? Jeg flyver højere op, forsøger at komme op over osen. Hvor er de andre fugle? Alle storkene, ørnene og endda svanerne? Er de også væk nu? Er det virkelig blevet så slemt, at det kun er de tykke duer og gråspurve, der kan overleve? Det håber jeg ikke, jeg er ikke en gråspurv eller due.

Jeg elskede før i tiden, du ved dengang husene var små, skovene grønne. Dengang der ikke var luksushoteller. Hvor er mine blomsterenge? De vilde blomster. Jeg kunne hører kaniner og små mus, pusle i græsset. Hvis jeg ventede, så kunne jeg være så heldig at se hjortene. De store dyr, med deres prægtige gevir. Og om foråret var der også små kid, der dansede omkring blandt blomsterne.

Foråret var det bedste. De små dyrebørn og blomsterfrø. Dengang var det endda hyggeligt når de små menneskebørn, kom på engene. De plukkede nogle af blomsterne, men det var så meget, de gjorde ikke mere. De tog brød med. Det var dejligt.

Børnene var søde, men så blev de voksne. Så blev de anderledes. Engene og skovene blev værdifulde, de blev grådige. Det er sørgeligt, at de små børn blev sådan. De jagede os væk. Dem der nægtede at flygte spærrede de inde eller slagtede. Det er sørgeligt.

Et træ! Der står et træ. Jeg lander forsigtigt på det, rædselslagen for at det braser sammen. Hvor heldig har man lov at være. Jeg putter mig ind til dets bark. Der hænger en lugt af bilos i den, det er ligemeget. Nu er det mit træ, kun mit. Betonklodserne, og selvfølgelig fabrikkerne og motervejene, er omkring mig. Jeg savner det som var her før, men det er okay for jeg har mit træ.