Hvorfor føler jeg, når jeg ikke burde føle? Og når jeg burde, når det forventes af mig, er der ingenting at hente fra sjælefuglen. Hvorfor skal jeg altid føle sorgen over den forbudte kærlighed? Hvis blot han havde sagt at han også elsker mig. Så ville jeg kunne leve med at vi aldrig kunne være sammen, når bare jeg vidste at han havde det på samme måde. Men det har han ikke. Han vendte sig blot fra mig, uden et ord. Jeg faldt ned på gulven, jeg skrabede bunden med min sjæl, men han kom ikke. Ja, jeg ved, at det aldrig ville have gået alligevel. Som Romeo og Julie, det ville aldrig lykkes for os. Mit hjerte føles som om det brister, som om mine følelser får min krop til at eksplodere. et sted, dybt inde, føler jeg denne enorme kraft, der vil ud. Og intet hjælper det at græde, smerten bliver bare større. hver eneste tåre får mig til at føle mere. jeg søger intetheden. Den dag, hvor mine følelser er låst ind, og aldrig vil komme ud igen. den dag hvor mine øjne er tomme, og intet rører mit hjerte mere. For hvad nytter det at føle, at man har et hjerte, når den eneste man vil give det til ikke tager imod det? Hvad nytter det så at have et hjerte... Mit hoved gør ondt. Hvad nytter smerterne? Ingen vil forstå. Hvis jeg udtalte bare en smule ville jeg være bandlyst. Alle ville kigge skævt til mig, Selv min familie ville smide mig ud. og han, han hygger sig bare med sine venner! Uden at skænke mig en tanke. Et nyt hulk slipper op fra min brystkasse, og jeg dvæler et øjeblik ved tanken om hans ansigtsudtryk når han for det at vide. Så giver jeg slip og falder ned i det kolde vand. Jeg lader mig falde dybere og dybere ned, lader min krop være ét med de blå masser, giver slip og lukker øjnene. Enorm smerte... og så...følelsesløshed. For første gang føler jeg ikke andet end det kølige vand mod min hud, og tangen strejfe mine tæer. Smerten er væk. Jeg smiler.