Jeg kravlede ud af skabet. Jeg puffede til pelsfrakkerne. Jeg følte vinden fra den anden verden. Jeg blev overvældet. Jeg fandt Narnia.
Sneen er kølig under mine tæer, og duften af grantræer er overdådig. Som et friskt pust af himmerige. Vinden er kølig, men ikke kold. Store snefnug daler ned, som perfekt formede iskrystaller, og glimter i solens skær. Alverdens mønstre kan ses i dem, ikke to er ens.
Træerne står med et par meters afstand, og lyser grønt og frodigt op i den hvide verden. Jeg lader mig falde ned på knæ, velsigner alle disse vidundere. Lader mine fingre køre igennem det øverste lag sne, som straks smelter når det kommer i berøring med min varme hud.
Fra træerne drypper den smeltede sne, og giver plads til et nyt lag af det hvide tæppe.Jeg glemmer alt andet, end denne vidunderlige verden. aldrig havde jeg troet at sådan et sted kunne findes. et vindpust giver mig ny energi, og reparerer min krop, selvom jeg ikke troede den var skadet. Jeg føler en ny kraft i mig. Et lys dybt nede, der bare venter på at blive sat fri. Jeg ved ikke om det er min fantasi eller virkeligheden, men jeg hører musik i mine ører. så smuk, så jeg tror det må være englene der spiller. jeg åbner øjnene og løfter hovedet, forventer næsten at se et kor af hvidklædte skikkelser stå med harper og spille for mig, men istedet ser jeg ud på horisonten. Gyldne bjerge i det fjerne, en blå flod bugter sig i en dal, alt imens sole står op og videregiver sine livgivende stråler. En solsort kigger ned på mig fra et meterhøjt træ, den ser på mig med et blik, som om den kender hemmeligheden bag livet. Så letter den og flyver på lette vinger mod horisonten. Ingen skyer er der på himlen, den er som en lyseblå atmosfære der omkranser vores verden.
Og dog, jeg skulle blot hente et juletræ.