En tyngende møllesten om min fod trak mig ned i dybet, jeg sank dybere og dybere ned;- der var aldrig noget som mere kunne redde mig fra min egen befrielse - døden. Jeg længtes efter den, jeg savnede min aldrig personlige ven. Jeg så mange gå bort, tante, kusiner, onkler - ja endog mor, far og søster og lille bror. De alle blev udsat for dig, de alle blev skænket gave, at ikke skulle dele livets elendighed med resten af dens middelmådige afkom. Jeg skænkede min kæreste en tanke, men tænkte så på hvordan han havde behandlet mig, slået mig, han fortjenete at leve, det måtte være den værste straf, leve evigt.
Jeg vidste, at hvis det var muligt ville være det værste som et menneske kunne blive udsat for, at leve længere end mennesket selv kan døje sig selv.
Jeg havde været træt af mig selv, fra dagen jeg blev født, fra dagen jeg sled mig med kolde tåre ud af min mors mave, jeg ville ønske at jeg end ikke havde levet i hendes forster, selv den del af livet var for meget for mig. Jeg kan ikke tage livet, jeg flygter fra livet som vare den en friløbende gepard. Frygten besejrer mig, men jeg ser stadig lige så kedelig og død ud. Mit næsten grå, mit rynkede næsten ugenkendelige fjæs giver mig et sådan mod på døden, at jeg selv ville gøre af med mig selv hvis jeg blot fik redskaberne og retten.
Men har de ikke frataget mig ret til, at bestemme selv, er der ikke fodlænke om min fod? Har de ikke sat et gevær i ryggen som tvinger mig til, at forblive levende eller vil de ikke dræbe mig, men påføre mig yderligere smerter?
Jeg løber skræmt over skænt og skåning, som en forvildet besat gris som håber ud over skrænter. Men mit spring er springet ud på de 70.000 favne vand. jeg ved ikke om det vil gøre mig død eller endnu mere levende i jeres øjne.
Nu løber jeg dog alligevel mod hades porter, med en smilende iver, ikke fordi jeg elsker livet; men jeg elske ikke at leve. Lad mig dø, lad mig leve i døden land. Jeg kigger ud over land og rige og ved folk tager mig som psykopat, men hvad kan en gøre hvis hades kalder på en.