De lyttende vægge i lejligheden tvang dem til, at tale dæmpet - med deres hviskende stemmer blev de presset ned i dybet. De mærkede mørket kvæle dem. Han gik ned i gården, hvor han pillede en hoved-manglende-høne. Han dyppede den i varmt vand, som gjorde huden blød - baljen med det varme vand stod for hans føder. Han mærkede de skærende muligheder, sålænge der ikke var krabber eller brandmænd i vandet - hvis det var en vandmand ville han bare kaste den ud i det blå.
Han nød, at cykle med sin elskede hånd i hånd mod det skønne blå, de elskede de truende bølger som væltede ind mod sandklitterne.
Vandet skummede til hid og did, det brusede og prustede, han følte at han var i et med naturen, han kiggede om efter hende, han elskede hustru; men han kunne ikke øjne hende, han kunne ikke se andet end vind og vejr, som slog om sig med store truende bølger og skum. Det så farligt ud.
Han råbte og skreg, han løb og han faldt, han søgte og bad. Intet sted hun var at finde. Han slog sig for brystet, tårerne løb ned af hans røde opsvulmede kinder, hans klare tudende øjne flød med vandets bølger ned af hans bryst.
En lyd lød, noget som skilte sig ud, noget hans kendte, hårene på hans halvt skaldede hoved rejste sig som et truet dyr. Han kendte denne lyd, det var hende, han kiggede ud og så over bølger og hav, og hende arm og hoved stak op over hav og vand. Han sprang i vandet i det sekund. Han svømmede med stærke tag mod sin elskede, han vidste han ville nå hende, han tog lange skub med sine ben, han mærke at han stødte mod en krop, en blød hud. Hun var her, de holdt hinanden i hånden;- en himmelhøj bølge væltede over dem. De var væk fra havet bevægende bølger, de kigge op og de lå sammen i balje fuld med vand og de strakte sig, men ingen af dem kunne nå den høje kant.