Skrive en indledning, det er nok en meget god idé. I begyndelsen var alting småt.
Det er beskrivelser generelt i starten, selv når de er skrevet i Lucida Grande. Lucinda grande er nemlig min grandoldemor, det ville være pinligt, hvis hun vidste, at vi havde skrevet med hendes tekstmoderator.
Hendes tekstmoderator var nemlig national og stolt, eller omvendt, og kunne aldrig skrive sådant noget vås! Hun var med påtaget afslappethed blevet tilbedt i familien i snart to generationer! “Skriv en kort historie hvori en person beskriver en stærk følelse, gerne ved hjælp af metaforer”, stod der I hendes minde. Mine bryster svulmede op, nogen stak I dem indvendigt, knive barberede mine brysters indre skæg, så de måtte skydes fremad, åh, Lucinda! Hun er, hun er… åh… nå.
Barberede mine brysters indre skæg - hvad er det jeg tænker? Det var fandeme underligt, tænkte hun retfærdigt. Hendes sanitet havde ikke forladt hende. Det var hun sikker på. Hun havde I for lang tid brugt den tunge voks. Hvordan føles det at være jaloux, være lykkeligt forelsket eller måske skulle træffe en svær beslutning? Det var noget hun havde læst i sin “lokumsbog”. Der stod også: Teksten skal indeholde en beskrivelse af hvordan følelsen opleves fysiologisk - hjertebanken, gåsehud, kulderystelser m.v. Sammentrukne tørre, visne læber. Øjne, der er helt matte. Og en mave, der bare tror den er en pølsemaskine. Det er nogle af de eksempler, man har på folks erfaringer med lokumsbogen. Lokumsbogen er en tekst, der ligedes har vist medicinmændende, hvad følelsen af den afholder den følelsmæssigt påvirkede fra, eller måske driver ham/hende til at gøre.
For at give det noget mening vil jeg lige beskrive omstændighederne lidt.

Omstændighederne taget I betragtning giver prosaen mening. Man kan blive vanvittig af den, og man kan lade sig tages fra den. En overdosis kan få en til at skrive ting som: “Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje”. Et helt og addeles urimeligt krav at stille, men man gør det alligevel fordi det bare må gøres.
Pointen er ligesom bare, at Fyldepennen er retarderet, og at folk der burger det er endnu mere retarderede. Jeg er bare ligesom jer. Skriver på Fyldepennen.
- The sad story by Hentebente.

Noget helt tredje er en svær genre at holde sig indenfor. Som at spille dart med Lucida Grande. Som at kaste med vand i Lalandia. Som at gøre følelser til sin opgave. Som Axl Rose der hører Metallica. Jeg gider ikke beskrive, hvor frusterende det er at beskrive at være frustreret.