Elefanthue. Tjek. Læderhandsker. Tjek. Sort Scott-jakke. Tjek. Perfekt.
Nu stod jeg ved indgangen til Gellerupparken. Ghettoen over alle ghettoer. Jeg kiggede ned på mine sorte militærstøvler. De var lige blevet pudset, inden jeg gik i kamp, men nu var glansen allerede spoleret af den brune farve fra betonuniversets mudderpøle.

Regnen gjorde ulden i elefanthuen ubehagelig og mit ansigtssved blandede sig med regnen. Lugten blev skarp og mindede om våd hund. En dyb indånding. Et klap på min hofte for at sikre, at min gun stadig sad i hylsteret. Så løb. Hurtigt. Hurtigere. Jeg spænede forbi legepladsen, hvor en lille dreng havde søgt ly i træhytten. Forbi gyngerne. I skillelinjen mellem asfalt og bygning kunne jeg se flere skikkelser, der stod og røg. Mine mål. De stod tæt sammen, snakkede, grinede. Hyggede sig. Jeg kastede mig frem, henover en busk, lavede et rullefald og krøb sammen bag et lille stakit. Jeg kunne høre dem snakke.

Hurtigt overraskelsesangreb så evakuering. Hurtigt ind og så ud. Efter alle militære forskrifter. Jeg tog min gun frem, afsikrede den og trak vejret dybt ned i lungerne. Så holdt jeg vejret og talte til fem. 1. 2. 3. 4. 5.

Jeg sprang frem, pløkkede med det samme den ene fyr, der stod med en smøg i munden. Da hans jakke forvandlede sig til en rød plamage kiggede han først vantro på mig, og så på jakken. Jeg fortsatte skydningen, fik ram på de to der stod inde under halvtaget. Et skud i hovedet på den ene, og i ryggen på den anden. Den røde farve splattede ud over betonsøjlerne. Jeg var en maskine, kunne ikke stoppes. Den sidste ramte jeg to gange i brystet. Jeg afsluttede min aktion med et rullefald, rejste mig op og tog min elefanthue af.

"For helvede Muhammed, det er altså nyt rekordniveau i dumhed", sagde Ahmed, der stod med en rød plamage på sin nye jakke. De andre tre kiggede først på hinanden og derefter på mig.
"Fang ham", råbte Ali. "Så skal vi give ham samme omgang" De andre grinede og satte i løb efter mig. Jeg smed mig bare på jorden, min mission var udført.