Kørestolen summer sagte, mens jeg kører den tilbage fra bordet. Jeg bruger et sugerør til at styre den. Jeg er lam fra halsen og ned. Med et andet sugerør har jeg lige slubret vaniljeisen i mig. Min hjælper har rørt isen til en blød masse. Det smager fint men jeg vil hellere mades. Tiden tillod det åbenbart ikke. Hun havde travlt, hende hjælperen. Mest med SMS' er, lod det til.
Jeg kører hen til vinduet, ser ud over Ghettoen, hvor jeg bor. Fængslet i min krop, men ikke hjælpeløs. Jeg har opdaget noget. Noget der gør min situation nævneværdigt nemmere.
Siden der gik ild i min lejlighed og en sydøstenvind fik flammerne til at blusse op og fortære hele boligkomplekset, har jeg været totalt afhængig af hjælp. Jeg sprang ud, undgik flammerne og endte på vejen. Som et ringvrag efter en knockout. Fem etagers fald. Grimme konsekvenser.
Men hjælpeløs er jeg ikke.
Jeg kan ikke snakke, men jeg kommunikerer udmærket ved at blinke. Hjælperen kommer hen til mig. Hun ser på mig med foragt og tørrer vaniljeis-savl af min mundvig.
"savle, savle, du har sgu ikke tænkt dig at gøre livet nemt for mig, vel?" siger hun og vender tilbage til Iphonen. Hun har været sådan længe nu.
Det er tid til en lektion.
Når man mister alt, som jeg, får man nogle gange andre ting i gave. Hvis man ikke er bange, står alt åbent for en. Telekinese lyder så hokus pokus, så jeg vælger at kalde det en evne. Evnen til at flytte ting ved at skubbe til energier. Alt er rammet ind af energier, vil i give en stakkels handicappet ret i det?
Jeg bevæger sugerøret og drejer stolen mod venstre. Når jeg puster får jeg fremdrift. Et let sug stopper stolen. Energi.
Hun er ved at varme maden i mikroovnen. Hun er snu. Har købt plastiktallerkener så hun slipper for opvask. Brug og smid væk. Den generation, i ved?
Stegen har hun skåret ud med min global kniv.
Det er den jeg bruger. Den jeg løfter op og lader stå i luften, ved at opbygge energier omkring den, inden jeg sender den af sted mod hendes åndssvage nakke. Hun dør øjeblikkeligt.
Mikroovnen giver et lille pling. Maden er klar. Men jeg må vente. Med kørestolen aktiverer jeg alarmknappen på væggen ved at køre ind i den, som de har instrueret mig.

Åh ja. Nu er min lejlighed fyldt med mennesker. Hjælpere, psykologen og politiet. Det her er ikke første gang. Jeg kender rutinen. Og de ved at jeg ikke er skyldig. Jeg er jo ude af stand til at begå en forbrydelse ikke sandt?

Men jeg lever efter en forbryderagtig devise: Brug og smid væk.