Emma sprang op ad muren, og greb fat med hænderne. Adrenalinen pumpede gennem kroppen på hende, og hun stønnede forpustet. Hun kiggede sig hurtigt tilbage, og sprang op på taget. Hendes hjerte bankede hårdt og alle hendes lemmer skreg af anstrengelse, men hun turde ikke stoppe. Heller ikke skifte skikkelse. Tanken om dem, der havde dræbt hendes forældre og hendes tvilling, skulle få fat i hende, fik hende til at fortsætte.
Hun havde ligget gemt under sengen. De havde taget hendes forældre først, og knækket nakken på dem. Hendes tvilling havde forsøgt at løbe fra dem, men de havde fanget hende. Angsten havde stået malet i hendes ansigt, og tårende havde løbet ned ad hendes kinder, som små floder. Emma havde løbet ud ad bagdøren, den modsatte vej af mændene, men hun vidste at de ikke var langt væk. Hun vidste at mændene var farlige. De havde dræbt hendes forældre på grund af hvem og hvad de var. De havde prøvet at leve som normale mennesker, men det var ikke let. De kunne ikke vise deres sande skikkelse.
Adrenalinen gav hende nye kræfter, og hun satte farten op. Sveden løb ned ad hende, og gennemblødte hendes bluse, men hun ænsede det ikke. Hun bad til, at de ikke ville se hende, og skiftede skikkelse. Hendes blodrøde vinger brød frem på ryggen, og gav hende et majestatisk udseende. Hendes øjne ændrede fra grå, til sorte. To spidse horn brød frem på hendes pande, og hun blottede tænderne i et frygtindgydende smil.
Hun mærkede en der slog hende bagfra. Det sortnede for hendes øjne, men hun vendte sig mod sin modstander. Hun hvæsede, og slog ud efter ham. Han sprang til siden, og undveg. Hun lod sine vinger bære sig op i luften, og angreb ham bagfra. Som barberblade, borede hendes negle sig ind i ryggen på ham, og han gispede. Hun smilte skadefro, da hun lod sine negle vandre fra ryggen, op til halsen. Hun skulle til at gøre en ende på det, da hun anede en skikkelse og hørte en stemme råbe ”Stark!” Hun kiggede efter stemmen, og hvæsede. Hun lod Stark ligge, og steg op i luften. Hun skulle til at angribe, da lyden af en løbende hær nåede hendes øre. Hun vidste at det var for sent, hun kunne ikke slå dem alle. Hun vendte blikket mod himlen, og bad om tilgivelse. Hendes krop faldt langsomt mod jorden…