Mørket falder lydløs omkring mig. Hvert et skridt jeg tager, føles tungt. Rundt om mig er kun tætte og matte grønne grantræer. Under nogle af træerne, ser jeg fjer, som spreder sig, tilfældigt og uskyldigt. Jeg føler mig fortabt, og har ikke en anelse om, hvor længe jeg er her, og hvilket tidspunkt på dagen det er.
I det fjerne, bevæger en mørk skikkelse sig i min retning. Mens skikkelsen rykker sig tættere på, kunne jeg se, at det er en mand, som klædt i sort hættetrøje. Jeg kan ikke se hans ansigt. En rungende ubeskrivelig angst sidder helt op i min hals, og har sat min bevægelse i en hæmmende slow motion. Det eneste jeg vil er at råbe højt. Men jeg hører intet, ikke engang min egen stemme eller lyden fra mit bankende hjerte.
"Hvem er du, hvad vil du?" Jeg forsøger igen at råbe, det er som om, at verden går i stå i det længste splitsekund. Panisk kæmper jeg forgæves at flytte mig. Jeg rykker ingen sted hen. Jeg befinder mig stadig på det samme sted ved den lille sti, midt i skoven.
Jeg har en pragtfuld fantasi, hvilken har medført, at jeg tit føler mig usikker, når jeg er alene ude i skoven efter solnedgangen. Jeg begriber ikke den hastighed manden har. Som et lyn står han pludselig lige over for mig. Jeg er skrækslagen! Angsten overtager hele min krop, at jeg ikke kan løfte mit hoved. Jeg fornemmer stærkt hans tilstedeværelse og mærker tydeligt hans kødelige åndedræt. Nu kan jeg næsten høre min egen hjerterytme, der galopperer, som en vild hest ude i det øde mark. Jeg føler en kulde ned af rygsøjlen. Jeg fryser. En splitsekund hører jeg en skrigende høj lyd, og manden springer væk fra mig, hans ansigtsudtryk er lige så levende som maleriet " Skrig" af Edvard munch. Og lyden fra skriget er fra mig.
"Du er ved at skræmme mig fra vid og sans!" mandens stemme lød hidsigt og skarpt.
"Tak, og I lige måde" jeg presser ordene og et skævt smil fra mine tænder, mens den ubegribelige forskrækkelse stadig sidder fast i min tinding.