Skal - skal ikke? nerverne er slidte, gider næsten ikke vente mere, min krop hungrer efter svar, men jeg kan ikke bære skuffelsen og følelse af tristhed når svaret ikke kommer. Jeg prøver at berolige mig selv med ”Han er mange ting at se til, så det er selvfølgelig derfor han ikke skriver”, men tanken presser sig konstant på ”er han egentligt ikke interesseret?”, ”ville han helst være fri?”. Han er sjældent online, og hver gang jeg ser hans billede gisper det i min krop, og jeg håber han skriver, men hver gang bliver mine håb skudt ned, når jeg ser billedet forsvinde igen. Denne gang skal det ikke ske igen. Jeg tager musen og klikker på hans billede. Hvad skal jeg skrive? Det er næsten som mine fingre røster. Jeg sparker mig selv bagi, og tvinger hurtigt mine fingre hen over tastaturet og får formuleret ”hej”. Mit hjerte banker næsten tusind slag i minuttet, og mine øjne er som klistret til skærmen. Jeg overvejer stærkt at kaste min lasso ind gennem skærmen og trække mine ord tilbage – ikke flere skuffelser. Jeg sidder længe og kigger på mine ord. Tiden står som stille mens et mylder af triste tanker tritter med listesko i mit hoved. Så står tiden med ét stille ligesom min hjertebanken. Han er i gang med at skrive. Mit hjerte sætter sig fast midt i mit luftrør, og jeg glemmer at trække vejret. Alt er sat på pause. Jeg sidder som en statue fast og bare venter på et svar. Pludseligt er det der. Det jeg har ventet på. Ordene kører som neonskilte foran mine øjne: ”Hej. Undskyld jeg ikke har skrevet på det sidste, men min mor døde i weekenden og jeg skal begravelse i morgen”. FUCK! Dårlig samvittighed vælter ind som et vandfald. Jeg får hurtigt nedskrevet min sympati, og sikrer mig at han ved at jeg vil støtte ham hvis han har brug for det. Nu har jeg virkelig brug for den lasso. Men jeg har da ikke tidligere skrevet hvor irriteret jeg egentlig har været over han ikke har skrevet? Har jeg? Skyldfølelse og tvivl hærger mit hoved. Jeg tjekker febrilsk min telefon. Fingrene går hurtigere end en hvirvelvind. Nej, ikke der, heller ikke der. Pyhh. Jeg ånder lettet op. Det sidste jeg skrev, var kun positivt. Lettelsen når kun lige at falde til jorden før jeg igen begynder at bekymre mig. Er han egentligt interesseret, eller vil han hellere være fri? Intet går jeg ind i halvt. De personer som betyder noget for mig sidder bænket på række i mit hoved, og jeg kan ikke få nok. Hvis dét bare var nok. Jeg tror jeg er som en stofmisbruger – venter kun på mit næste fix!