Myggen satte sig på spidsen af geværløbet. En pludselig og uventet brise fik vingerne til at bevæge sig lidt. Intet andet rørte sig i den flimrende varme. Jonah skubbede hatten om i nakken og tørrede sveden af panden og efterså sine våben endnu engang. To sølvskinnende colts og en Remington riffel – alle 3 med smukke ciseleringer i metallet. Gode våben, som både venner og fjender misundte ham.

Der var ikke meget tid. Solen stod lavt. Snart ville det være forbi. De ville komme efter ham. Men først måtte han have sin hævn. Gruset knasede under støvlerne og da han rejste sig, mærkede han svedperler pible ned af ryggen. Skjorten var fugtig og klæbede til hans krop. Han måtte skynde sig og være tålmodig – på samme tid. Han forlod sit skjulested og bevægede sig langsomt og foroverbøjet fremad gennem den lille skov, som lå tæt op af husene. Træerne stod spredt, så han måtte gå forsigtigt og uden en lyd springe fra træ til træ. Jonah holdt sin Remington beskyttende foran sig, da han listede sig helt hen til det første hus. Han krøb sammen under vinduet. Et hurtigt forsigtigt kig. Der var ingen. Huset var helt tomt. En tallerken fyldt med sand lå henkastet på bordet ved siden af væltet rød kop. Sand og grus. Alle vegne.

Jonah…….

Råbet rungede spøgelsesagtigt blandt bygningerne. De var nær. Meget nær. Han måtte skynde sig. Jonah bevægede sig forsigtig rundt om huset – og dér så han dem. Midt på pladsen hang hans venner. Ted, Peter, Kay og André. Med stirrende øjne hang de og svajede i hver deres reb. Oppustede og udspilede som teddybamser. De havde hængt der længe. Hævn! Der var ikke meget tid.

Jonah…efter dig…..

De var tættere på nu. Jonah tog ladegreb på riflen og nærmede sig det højeste hus. Det var nærmest et tårn. Et pludseligt vindpust hvirvlede sand op i hans øjne og de hængte begyndte at dreje rundt så kroppene stødte ind i hinanden.

Jonaaah….

Han kiggede forsigtigt ind af døren. Der var ingen at se. Men hvor så? Jonah trådte ind i huset. Han mærkede med det samme det kølige aftryk af en pistolmunding på sin tinding…

BANG!

En varm strøm løb ned af kinden, først i dråber, så i en flod ned af halsen. Skjorten blev gennemvædet og Jonah faldt på knæ. Han tabte sin remington og styrtede så om.

”Ha! Fik dig, Jonas! ”

Jonas åbnede øjnene. ”Ja, okay, men helt ærligt, du havde sgu’ da ikke behøvet at putte vand i pistolen. Jeg er jo helt våd nu, mand. Og hvem har givet dig lov til at stjæle mine bamser? Hvem har givet dig dem?”

”Din søster sgu’ da”

”Nå, her er I. Jonas, du skal hjem og spise nu. Vi har ledt og ledt. Du ved jo godt, at når solen går ned bag rådhuset, så skal du komme og spise, ikk’. Kom nu, vi er sent på den.

De 4 børn forlod legepladsen. Det havde været en god dag.