Splinterne ligger spredt under mine fødder og river op i en følelse jeg troede var væk. Splinterne fra smadret glas, splinter fra imaginære bilruder og splinter fra fortidens sønderbombede træhuse. Det hele føles som var det i går. Jeg mærker, hvordan minderne sætter gang i mine fødder og jeg begynder at løbe. Så hurtigt og så pludseligt at folk omkring mig i det lille supermarked ikke forstår hvad der sker. Et sted bag mig hører jeg tordenskraldet fra den hidsige ekspedient i kasse 4, der føler sig snydt for de penge jeg burde have givet for det smadrede syltetøjsglas. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg må bare væk. Ud af den dobbelte skydedør, der åbner alt for langsomt i forhold til tankerne i mit hoved, ud på den næsten tomme gade, hvor solens døende stråler er det sidste bevis på at endnu en dag er ovre. Tre piger deles om et sjippetov på fortovet overfor mig. Deres milde ansigter lyser af barnlig glæde over dette stykke primitive legetøj med søde små pigge på... Vent, det kan ikke være rigtigt, så jeg gnider mine øjne for at være sikker på at jeg ikke ser syner. De tre piger hopper glædeligt, men deres ansigter er fortrukket i et blodigt smil der vipper i takt til pigtrådens kradsende lyde på den varme asfalt. Jeg gnider øjnene igen før jeg desperat løber videre. Tårerne trykker og jeg ved ikke hvor meget mere jeg kan klare. Ved vejkrydset holder folk på grønbrune cykler og venter på at det bliver grønt. Bag mig kan jeg hører supermarkedets vagter nærme sig og jeg forsøger at få mit galoperende åndedræt under kontrol. En mørklødet dreng med kortklippet hår står ved siden af mig ved fodgængerovergangen, hans trofaste bold under armen. En tikkende lyd kan fornemmes fra bolden, og jeg bliver nysgerrig. Jeg lader mine øjne falde på bolden og med et gisp træder jeg bort fra ham. De blodrøde tal på bolden tæller langsomt ned mod nul. Mit åndedræt stiger igen og jeg ved ikke hvor meget mere jeg kan klare. Jeg falder mod jorden og mærker den bulede overflade, hårdt mod mit haleben.
"Hvorfor mig!? Hvorfor? Hvorfor vil i ikke bare lade mig være i fred!? "
Drengen lader sit blik hvile på mig, hvorefter han transformeres til en blodig masse. En blodig masse jeg troede var væk for altid.