Jeg lukkede øjnene, lagde hovedet tilbage og nød vinden i mit hår. Jeg elskede fornemmelsen af at flyve på så stort og stærkt et dyr, som dragen. Hvordan den snoede sig yndefuldt i luften, og undveg alle angreb. Yawë rystede opgivende på hovedet og sagde ”du nyder det lige meget hver gang, hva’?” jeg smilte, og mærkede glæden boble i mig ”JA!” Jeg råbte tanken ud, og Yawë udstødte en hæs latter. Vi elskede hinanden, og kunne ikke leve uden. Bare tanken om at være adskilt fra hende var uudholdelig. En drage og dens rytter havde altid haft et stærkt bånd, men vores var specielt. Vi var blevet fundet sammen, mig i en kurv, og Yawës æg ved siden af. Min mor, Sofia, havde taget os til sig, og allerede samme nat, havde Yawë udklækket. Vi var vokset op sammen, og havde delt tanker siden vores barndom. Nu var vi begge 16 menneske år, og vores uddannelse i fuldt gang.

Havde jeg været et menneske ville sveden hagle af mig, men som elver, var jeg bare udmattet. Jeg blev proppet med information fra jorden og fra luften. Yawë var i gang med at træne flyveteknik, og hun delte al sin viden med mig, ligesom jeg delte min med hende. Min træner, Mort, rettede hele tiden på mine ben, mens jeg svingede sværdet mod min modstander. Jeg var ét med det. Jeg følte at det var en forlængelse af min arm, og når det skar gennem luften og ramte min modstammer, følte jeg at det var mig hånd der gav slaget. ”Holdt!! Det er nok for i dag!” råbte Mort, og fortsatte ”i morgen fortsætter vi med bueskydning” jeg nikkede og begyndte på rimgar. Roen bredte sig i kroppen på mig, mens jeg lavede de forskellige øvelser. ”Vi er også færdige nu, vi er snart tilbage” Yawë sendte en bølge af længsel gennem mig, og jeg glædede mig til at se hende igen. ”Skynd jer”! Via tanken drev jeg hende fremad, fik hende til at flyve hurtigere.

Jeg afsluttede mine øvelser, idet hun landede. Jeg løb hurtigt og adræt hen til hende, og sprang op på ryggen af hende. Hun lo og sagde ”Det er næsten ærgerligt at det ikke var dig der fik vingerne” jeg kiggede undrende ned på hendes skællede hals, og spurgte ”ville du give dem til mig, hvis du kunne?” Der var stille mens hun tænkte, hun skjulte tankerne for mig, og jeg ventede tålmodigt. ”Nej, end ikke for dig” hun satte af fra jorden, og jeg sendte en bølge af forståelse igennem hende. ”hvis jeg havde dem, ville jeg heller ikke give dem væk” Jeg koncentrerede mig om følelsen af de stærke vinger under_mig.