Jeg sad i en mudderpøl, bogstaveligt talt, og den brune, klæbrige masse, klistrede sig til mine ben. Mudderet havde gennemblødt mine bukser, livet kunne ikke være bedre. Mudderet mindede mig faktisk om is, jeg elskede is, vaniljeis, men det var før...
Jeg bøjede hovedet, og tårer oversvømmede mine øjne. Før i tiden var jeg bange for at græde, jeg troede at mine øjne ville drukne og dø, og hvem ønsker at dø?
Var det hele bare gået bedre. Jeg hadede ham, han ødelagde mig. Minderne var alt for frygtelige, men jeg måtte gennemgå dem, hver gang jeg lukkede øjnene. Det var alt sammen for frygteligt.
Jeg kiggede på mine hænder, de var mudrede, brune.. Hvorfor mig? Det var først nu, at jeg lod dem flyde, tårerne, de løb som vandet fra en vandhane. Hvorfor mig? Det var det samme spørgsmål, som havde hjemsøgt mig, siden han første gang rørte ved mig.
Sydøstenvinden kærtegnede min kind, og hviskede for en stund minderne væk, men tårerne løb fortsat.. Det var som om strømmen aldrig stoppede, sådan var det sket mange gange før denne, jeg græd mig selv i søvn forskellige steder, som en hvileløs sjæl havde jeg intet hjem!
Han havde altid kaldt mig iscenesætter. Hele dit liv er en løgn, sagde han, alt var en løgn. Hmpff! Nu havde han da i det mindste ret.
Jeg lagde mig ned, træt af alt, træt af livet...Jeg lo. Livet er grotesk ikke? Hvad er meningen med det? Man kan lige så godt ligge sig og dø.
Mit liv var gået for hurtigt, og nu var jeg fanget i en fartfælde. Mit foto havde for evigt indprentet sig i livets scrapbog..
Jeg ænsede ingenting, ikke mudderet, ikke mit gennemblødte tøj, ikke mit klamme og fedtede hår eller mine svedige armhuler. Nu vil jeg dø, tænkte jeg. Og det gjorde jeg.....