Tit hører jeg stadig deres vilde vrinskende stemmer. De hænger i vinden. For at minde mig om at jeg stadig lever. At jeg stadig kan trække vejret og er i live. Dog rør mine ben sig ikke. Heller ikke mine arme. Men det er lige meget, så længe jeg hører dem. De er grunden til at jeg stadig lever, at jeg ikke har gjort det hele forbi. Jeg savner at svæve sammen med dem, at mærke musklerne under mig, fra et stærkt dyr, som sagtens kunne kyle mig af, hvis det var det den ville. Men at den har så meget tillid, at jeg må sidde på dens ryk. De er den største gave. De er grunden til at jeg stadig lever, og til at jeg ånder. Men mine ben bevæger sig ikke, heller ikke mine arme.

Deres nærhed har altid gjort mig tryg. Det var nok deres væsen der bare var sådan. Jeg husker dem alle. Alle dem jeg har kendt. Hver og en var sin egen, afhængig af sin flok, men samtidig også uafhængig. Jeg har altid syntes at de var nogle sjove væsner, og tit ville jeg da ønske, at jeg havde vidst hvad de tænkte. Jeg savner at stryge min hånd hen over deres pels, og putte mig ind til dem, og at stryge blidt deres muler. Men det kan jeg ikke. Mine ben bevæger sig ikke, heller ikke mine arme. Men de er grunden til at jeg stadig lever og til at jeg ånder.

Jeg har tit drømt om at jeg ville dø ved dem. ligesom alle de lykkelige mennesker man hører om. Jeg tænker at de er heldige. Nogle har hundene, andre har kattene. Nogle har måske gnavere? Men vi har dem som vores bedste venner. Vi har alle flammer i vores liv, i mit tilfælde har det været hestene, jeg kan føle deres hjertebanken og engang imellem tyde deres øjnes uvished og loyalitet. De er der, og vænner mig aldrig ryggen. Jeg vil komme igennem livet. selvom mine ben ikke kan bevæge sig, og heller ikke mine arme. Men jeg lever og ånder, og ved at jeg altid vil elske dem.

Af Line Victoria Vigholt Andersen