Der var han. Blå øjne, blond/brunt hår, lige så høj (hvis ikke højre) som mig, og... sammen med hende.
Hende den perfekte med hendes perfekte, lange, krøllede hår, hendes perfekte blå/grå øjne, hendes perfekte figur og perfekte højde.
Her sidder jeg så. Med mit kedelige glatte brune hår og grå/grønne øjne, der totalt er dækket bag de møllehjul af glas jeg har som briller, gemt væk bag min stabel af bøger. Hende der der bliver valgt til sidst når klassen spiller fodbold, men til gengæld valgt først når det er Quiz, samarbejde i Dansk og når der skal hjælpes med lektier.
Hvert eneste frikvater slår jeg med ned på den samme gamle bænk, med de samme gamle bøger og den samme håbløse tanke om bare et enkelt blik fra ham. Jeg har været forelsket siden jeg startede i skole igen. Han er ny, og det burde ikke være et problem. Desværre er der allerede 3 for mig. Det største er nok at han er omringet af piger hele tiden. Det er ligesom at være forelsket i en kendt, her kommer man heller aldrig til at udveksle et eneste ord med ham. Jeg er virkelig uheldig, det går aldrig med mig.
Hver evig eneste dag sidder jeg og drømmer den samme drøm: Et kys, et smil, et blik. Et kram, en hånd i en anden. Dagen ude i skoven i regnvejr.... Men er det ikke alle pigers drøm at blive kysset i regnvejr? Jeg kigger hurtigt op fra min bog for at se hvad han laver. Men hov, kiggede han lige på mig? Gjorde han? Ja, han gjorde!
Jeg vender hovdet og ser mig omkring. Der er ingen bag, eller foran mig. Mit hjerte begynder at banke mere og mere. Jeg smiler til ham, men.. Hvad gjorde jeg nu forkert? Han kigger væk, han kigger på hende. Argh, jeg har sådan lyst til at flå hende.
Nu går han hen til hende. Jeg sidder længe og bare stirre på deres åbenbare muntre samtale om et eller andet ligegyldigt i denne verden. Nu ringer klokken ind til sidste time.
Jeg klasker vredt min bog sammen og tager resten af bøgerne under armen. Med et sidste blik på ham, går jeg hurtigt hen til klassen med en eneste tanke: "Ihh, hvor jeg hader håbløst forelskelse".