Den unge kvinde kunne mærke svedperlene på sin overlæbe, og benene var ved at give sig under hende. Om få minutter skulle hun give sit livs vigtigste koncert. Fem mennesker ville sidde mørket nede i salen, og afgøre hendes fremtid. Tanken om det gjorde hende skiftevis iskold og alt for varm inde det lillebitte vente-lokale.

Hun satte satte sig med rynkede bryn på den vakkelvorne kasse, som skulle gøre det ud for en stol. Tog en dyb indånding for at forsøge at få sin hjertebanken under bare lidt kontrol. Smerten i mellemgulvet var fuldstændig lammende, næsten fysisk.

Pludselig tog nogen i håndtaget. Døren åbnede sig, og en svært overvægtig mand forsøgte at mase sig ind ad døren. Det gik ikke så godt, for den halvt åbne dør var nær ved at vælte kvinden ned af kassen i det lille lokale.

"Så er du på om fem minutter" sagde den store mand. Ordene ramte som en forhammer. Samtidig fyldte hans kraftige svedlugt hurtigt værelset, og pigen begyndte at få opkastningsfornemmelser. Selv hendes parfume kunne ikke overdøve lugten.

Hun måtte op at stå for at få jaget ham ud af værelset. Hun begyndte også at få klaustrofobiske fornemmelser af at have ham stående så tæt på, det var slet ikke til at røre sig.

"Tak. Jeg kommer ud nu" sagde hun imens hun pressede døren i så hurtigt og hårdt at manden nær havde fået den i hovedet. Hun havde forbløffende let ved at presse ham ud af lokalet på trods af hans enorme størrelse.
Måske har nerverne givet mig superkræfter, tænkte hun, jeg tacklede ham jo nærmest. Håber jeg kan få de superkræfter med på scenen. Nix, tænkte hun, det her er ikke en film. Her kan jeg kun regne med mig selv og mine måneder og år bag klaveret. Uvilkårligt bevægede hendes fingre sig, som for at slå de første noder an.

Hun satte sig ned en sidste gang for at samle tankerne. En førsteplads i konkurrencen ville give hende et fuldt studielegat på drømmeskolen. En andenplads var fuldstændig ligegyldig, så var hun slået tilbage til start.

Den unge kvinde rejste sig langsomt, rakte ud efter sine nodepapirer. Hun vendte sig rundt i lokalet, forsøgte at undgå at vælte noget. Hun tog i dørhåndtaget og åbnede langsomt døren. Med en lille hurtig bevægelse gjorde hun korsets tegn for sig dér i døråbningen, lige inden hun slukkede lyset og lukkede døren. En sidste appel til hendes superhelt.