- Husk nu, at du altid kan komme til mig når det bliver svært! Råbte han efter mig, idet jeg stavrede ud af kontorets dør.
– Ja den har man aldrig hørt før, tænkte jeg. Endnu en pseudohelt, hvis frommeste opgave er at redde den fortabte ungdom. Det føltes nu meget rart alligevel.

Ud på aftenen mødtes jeg med de andre drenge. Vi mødtes ved skatebanen, hvor min bedste ven Thomas hang med nogle af dem oppe fra bakken af. Vi drak et par øl, som Rune havde skaffet. Han er kun 15, men kender en af dem, der står på Statoil, så han kan altid skaffe.
Mit humør var højt og jeg havde en mærkelig følelse af, at jeg kunne alt, en følelse blandet med en kvalmende svimmelhed og en stigende trykken i mit bryst af gamle madrester, der stærkt overvejede at flytte fra spiserøret og til asfalten.
Jeg husker ærlig talt ikke helt præcist enhver detalje af hvad der dernæst skete. Under alle omstændigheder varede det ikke længe før vi var på vej ned mod Lyngbohøjboligerne for at lave et nyt bræk.

Jeg havde egentlig ik’ rigtig lyst.

Selvom jeg følte et had til Carsten, min skoleinspektør, så følte jeg på mærkelig vis, at jeg sked på den tillid og den venlighed han havde vist mig. Meget af det jeg sagde om ham til de andre drenge var jo også bare for sjov. Det føltes ikke godt, at jeg allerede var ude i alle de ting vi havde snakket om at undgå, bare timer efter vores snak. – Men hvad fanden ved han, tænkte jeg.
Han forstår ikke, at når man går modsatte vej af flokken, så ender man alene og han forstår ikke hvordan det er at være ham, der stadig render rundt med en nokia 3310, når de andre har Iphones. Man er jo også kun ung en gang, så gælder det sgu om at få levet livet.
Snart var vi nede ved huset. Det var mørkt og efterhånden regnfuldt. – Hold vagt, sagde Thomas idet han tjekkede at hans Maglite havde batterier. – nej Thomas, jeg vil ikke alligevel, jeg er sgu for fuld til overhovedet at gå, forsøgte jeg at undskylde.

I virkeligheden var jeg faktisk blevet overraskende ædru af adrenalinen, der pumpede løs i mine årer. Alkohol, adrenalin og følelsen af den loyalitet jeg skyldte drengene og særligt Thomas, kæmpede en indædt kamp med min samvittighed. Ikke noget nyt ved selve kampen, men samvittigheden havde overtaget.
– Hold kæft og gør som der bliver sagt, din svans! Nærmest råbte Thomas med en sænket stemme og et matchende arrigt ansigtsudtryk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, det var som om, at der ikke var plads til alle følelserne i min krop. Jeg løb.

Lyden af mine knoer, der ramte det hårde dørtræ var højere end fornemmelsen i hånden. Jeg bankede igen. Fortrød da lyset tændtes lige inden Carsten åbnede.

– Julian, sagde han og smilede forvirret. Kom ind.